“Der er masser af fisk i havet”. Det er efter min mening et ufølsomt svar at give en, der er ramt af en ulykkelig forelskelse, eller lige har modtaget en afvisning.
Når man svarer sådan anerkender man ikke at vedkommende er såret og ked af det.
Jeg har en enkelt gang i mit liv fået dette svar efter en ulykkelig forelskelse; altså en forelskelse, der ikke var gensidig.
Intentionen bag svaret var naturligvis at trøste mig og få mig til at indse at mit liv ikke er ødelagt fordi jeg ikke lige fik hende, som jeg var forelsket i.
Og ordsproget er da også sandt, når jeg nu ser tilbage på mit liv og er ovre min ulykkelige forelskelse.
Da jeg stod i forelskelsen var jeg blind overfor, at der fandtes andre søde kvinder derude.
Forelskelsen fucker med hjernen
En forelskelse kan egentlig reduceres til hjernekemi, men det er ikke mit anliggende her. Det kan man læse om mange andre steder på nettet.
Her fokuserer jeg udelukkende på det følelsesmæssige.
Jeg har kun oplevet ulykkelige forelskelser i mit liv. De har alle været smertefulde. men har jeg også lært noget af dem?
Og hvad gjorde jeg for at komme videre?
Disse spørgsmål vil jeg vende tilbage til senere. Jeg vil starte med at redegøre for, hvordan forelskelsen påvirker mig.
Jeg har fundet pigen i mit liv
Når jeg bliver forelsket, er jeg selvfølgelig meget lykkelig og glad i starten. Jeg bruger masser af energi på at forestille mig, at jeg er kærester med hende og leger med tanken.
Jeg danner også et glansbillede af hende, hvor jeg kun ser hende som en sød og dejlig pige. Dermed har jeg lukket øjnene for at hun også kan være sur og træls at være sammen med.
Forelskelsen bliver en besættelse!
Forelskelsen bliver efterhånden en besættelse for mig. Jeg kan ikke koncentrere mig om mit arbejde eller mit studie.
Mine tanker og følelser handler kun om hende. Jeg tænker på hvert eneste ord, hun har sagt og skrevet.
Et uskyldigt knus, eller et smil bliver misforstået som en flirt og tillagt den betydning, at hun også nærer varme følelser for mig.
Tankerne om hende kører rundt i mit hoved hele tiden. Jeg kan ikke slippe dem. Hvert eneste møde bliver optaget som en film i mit hoved og afspillet igen og igen. Der er ikke et ord eller en detalje ved møderne med hende, som ikke bliver vendt og drejet i en uendelighed.
Jeg begynder at gå mere op i mit udseende
Jeg forestiller mig at det kan øge mine chancer for at score hende, hvis jeg ændrer på mit udseende. Derfor skifter jeg hele min garderobe ud med moderne tøj.
Jeg må ikke skille mig for meget ud. Jeg skal ligne alle de andre smarte fyre, når jeg mødes med hende.
Jeg starter derfor også i et fitness center fordi jeg forestiller mig, at det kan øge mine chancer for at score hende, hvis jeg har muskler. Jeg havde jo set i film at piger godt kan lide fyre, der er veltrænede og muskuløse 😉
Men det nyttede ikke!
Trods mine anstrengelser lykkedes det mig ikke at score hende. Og det er aldrig lykkedes for mig at få den jeg var forelsket i.
Jeg har godt kunne fornemme, at hun ikke ville have mig.
Dog har jeg aldrig fået en kontant afvisning. Jeg har heller ikke spurgt om hun vil være min kæreste.
Men jeg har kunnet fornemme det ved, at hun har afvist mig, hvis jeg havde været for nærgående.
Forelskelser fik mig ud af hulen!
Men forelskelserne har også gjort noget godt for mig. De fik mig ud af hulen. Jeg blev opmærksom på, at jeg skulle tage mig sammen, hvis jeg skulle have en chance for at få en kæreste.
Jeg udviklede mig socialt ved at jeg begyndte at gå i biografen og på diskoteker og værtshuse. Jeg fik øjnene op for nye sider af livet og mødte nye mennesker. Jeg blev også klogere af min forelskelse. Fx begyndte jeg at læse de bøger, som hun havde omtalt.
Sådan kom jeg videre efter en ulykkelig forelskelse
Med tiden vil selv de mest stærkeste og mest intense forelskelser forsvinde. Det er min erfaring.
Jeg har været igennem 4 til 5 ulykkelige forelskelser i mit liv og når jeg ser tilbage på dem, har det typisk taget et halvt til et helt år at komme over dem.
Det er min erfaring at medicin kan hjælpe, hvis tankerne kommer til at fylde for meget. Men det må man tale med sin læge om.
Jeg har også haft gavn af psykolog samtaler. Det hjælper at få snakket med en anden om sine tanker.
Men ellers har jeg følgende råd.
Drop kontakten og kom videre!
Hvis man kan fornemme at forelskelsen ikke er gengældt, så må man overveje om det giver mening at fortsætte med at have kontakt. For mit eget vedkommende, har det ikke fungeret at være venner med hende. Det har gjort ondt at være sammen med hende fordi jeg blev påmindet om at hun ikke vil være min kæreste.
Derfor har min strategi altid været at droppe kontakten, når det blev meningsløst og for hårdt!
“Vil du være kærester med mig?”
Det bedste råd, som jeg kan give er at gøre det, som jeg ikke gjorde.
Spørg hende direkte: “Vil du være kærester med mig?”
Det kræver nosser at spørge så direkte. Sandheden kan gøre ondt!
Man risikerer at få en afvisning. Men så kan man komme videre uden at bruge en masse spildt energi på at drømme om at være hendes kæreste.
Hvis man så får en afvisning, så skal den respekteres!
Der er en mening med en ulykkelig forelskelse
Der er en mening med alt i livet også med ulykkelig kærlighed.
Jeg har forklaret, hvordan jeg har udviklet mig igennem mine forelskelser. Jeg har især udviklet mig socialt. Jeg er blevet mere åben og har kommet mere ud af hulen. Lært nye mennesker at kende og set andre sider af livet.
Det gennemgående fællestræk ved de kvinder som jeg har forelsket mig i, har været at de har fungeret bedre socialt.
Derfor har jeg følt at jeg virkelig skulle gøre en indsats og stramme mig an for at score hende. Men uanset, hvad jeg gjorde lykkedes det jo aldrig.
Og det er heller ikke min erfaring, at der kommer noget godt ud af at ændre for meget på sig selv.
Man har lov til at være sig selv!
Læs også mit indlæg om dating og autisme
Hej Jimmy!
Det er godt at læse hvordan du reflekterer over dine oplevelser, udvikler dig og kommer videre i tilværelsen igen.
Det er godt skrevet👍
Interessant indlæg Jimmy. Syntes du er utrolig god til at høste positive erfaringer, fra svære situationer her i livet. Jeg er overbevist om at dine erfaringer vil hjælpe dig i din fremtid
Syntes også det er godt skrevet. Har selv mødt en fyr på afstand med autisme tror jeg og er nu blevet interesseret for at mødes med ham. Men er også genert og vil ikke såres. Har set ham et par gange når jeg handler og en dag min søn var med mig. Jeg har heller ikke nemt ved at sig hey skal vi på en lille date. Tænker også på ham hele tiden. Når jeg så endelig ser ham tør jeg ikke gøre noget
Og ærver mig. Har enda mit navn og tlf. På en seddel i min taske jeg gerne vil give til ham.