For mennesker med et usynligt handicap som autisme kan det være en særdeles stressende oplevelse at rejse med bus eller tog. Støjende medpassagerer, forsinkelser, skift, udgåede ture og overfyldte busser og toge er nogle af de udfordringer, der kan skabe ekstra stress for os med usynlige handicaps.
Men hvad kan trafikselskaberne gøre for at forbedre tilgængeligheden for passagerer med usynlige handicaps og tage toppen af den stress, som vi oplever, når f.eks. bussen ikke kommer til tiden?
For 2 år siden sad jeg med i Passagerrådet i Nordjylland, hvor jeg lavede et oplæg sammen med en anden. Vi præsenterede vores oplæg på et møde, hvor der også sad en repræsentant fra ledelsen i Nordjyllands Trafikselskab.
Vores oplæg havde fokus på de udfordringer, som unge med usynlige handicaps oplever i den kollektive trafik. Vi kom også med konkrete anbefalinger til, hvordan forholdende kunne forbedres.
Det er desværre et underbelyst emne og det var faktisk ikke muligt for mig at finde data om den psykiske tilgængelighed for passagerer med usynlige handicaps i den kollektive trafik.
Hvad kan passagerer med solsikkesnoren få hjælp til?
Men der er ingen tvivl om at mennesker med usynlige handicaps har vanskeligt ved at navigere i den kollektive trafik. Derfor har flere trafikselskaber også valgt at gå med i solsikkeprogrammet for at imødekomme disse udfordringer.
Problemet med solsikkesnoren er bare at den ikke tilbyder særlige fordele for de passagerer, der bærer den. Hvad kan man konkret få hjælp til?
Kan personalet på stationerne fx hjælpe med ledsagelse hen til bussen?
Der mangler informationer om dette på info-skærmene i bussen, og om hvordan man som medpassager kan vise hensyn til den, der bærer snoren.
Særlige ”solsikkesæder” og sæder, hvor man kan ”gemme sig”
Vi foreslog, at der indrettes min. 2 særlige sæder i bussen, som er forbeholdt til passagerer med solsikkesnoren.
Vi blev ikke hørt, da Nordjyllands Trafikselskab (NT) udskiftede deres bybusser med nye el-busser i 2022. Det syntes jeg var smadderærgerligt, da den nye sædeindretning havde den effekt at passagerer med usynlige handicaps følte sig utrygge og udstillede. Dette har jeg fået bekræftet af organisationer, der arbejder med socialt udsatte i Aalborg kommune.
Jeg lavede følgende figur, som forklarer udfordringen. Den er gradueret efter udsathed, således at de røde cirkler betyder ”meget udsat”, de gule ”mindre udsat” og grøn ”ikke udsat”.
Det er klart, at der er fordele ved den nye indretning, da flex-arealet er udvidet således, at man kan have sin cykel med. Der er også plads til barnevogne. Men der er færre siddepladser og mange af sæderne er placeret overfor hinanden i en café opstilling, så det bliver sværere at ”gemme sig”.
Sædeopstilling i de gamle bybusser, hvor alle sæderne vendte mod chaufføren (biograf opstilling) var bedre, da man kunne sidde i fred uden at føle sig udstillet og overvåget. Det er svært at sige om det har fået udsatte borgere til at fravælge den kollektive trafik, da NT ikke har målt på dette.
Men NT var lydhøre overfor vores kritik af sædeindretningen og set i bakspejlet erkendte de også at borgere med usynlige handicaps burde have været hørt ligesom andre passagergrupper.
Små tiltag kan gøre en kæmpe forskel for mennesker med usynlige handicaps!
Det er måske meget at forlange at den kollektive trafik indretter sæderne efter en lille gruppe passagerer med særlige behov. Men vi skal huske på at den kollektive trafik er for alle. Det gælder også for os med usynlige handicaps. Så vi har også ret til at blive hørt!
Hvis passagerer med usynlige handicaps skal kunne føle sig trygge ved at færdes i den kollektive trafik, så kræver det, at der er mere forudsigelighed.
Hvorfor er bussen forsinket?
Der er behov for bedre og mere detaljeret trafikinformation. Vi foreslog at årsager til forsinkelser også skal fremgå af infoskærmene på stationerne. Hvis det er snestorm, Black Friday eller julehandelen, som er skyld i forsinkelsen, så skal det fremgå af infoskærmen ligesom varigheden af forsinkelsen vises i dag.
Vi foreslog også at NT udvikler den samme app, som Midttrafik allerede har i dag, som viser hvor mange ledige pladser, der er i bussen. Jeg er ikke klar over, hvor præcis den er, men det skulle være realtidsdata, som den viser. Personligt vil jeg altid fravælge en bus med få eller ingen ledige pladser, da jeg ikke vil stå som sild i en tønde. Det vil da være den sikre vej til at få en nedsmeltning!
Hvis man rejser med NT, er det desværre ikke muligt at se realtidsdata om sædebelægningen i dag, men de er på vej med en lignende app. Det sagde de til mig for 2 år siden!
Vi skal arbejde for at den kollektive trafik bliver mere inkluderende!
Hvis vi ønsker at den kollektive trafik skal være mere tilgængelig for passagerer med usynlige handicaps, så er man nødt til at fjerne mange af de usikkerhedsmomenter og stressfaktorerne, som eksisterer i den kollektive trafik i dag. Således kan en app, der viser sædetilgængelighed i realtid være en kæmpe hjælp for mig og andre passagerer med usynlige handicaps. DSB og alle andre trafikselskaber burde også indføre sådan en app.
Det bedste vil selvfølgelig være, hvis det hele blev integreret i Rejseplanens app, så man ikke skal have en hel masse apps på sin telefon.
Særlige ”solsikkepladser” i busserne og togene vil selvfølgelig hjælpe dem, der har solsikkesnoren. Men vi skal huske på at det ikke er alle med usynlige handicaps, der vil gå med den snor. Nogle kan føle sig stemplet og udstillet. Selv tager jeg den kun på efter behov. Hvis jeg fx føler mig overstimuleret, eller er i en lufthavn, hvor jeg ikke vant til at færdes, er det rart at have muligheden.
Det er mit håb at den kollektive trafik bliver mere inkluderende overfor passagerer med usynlige handicaps i fremtiden.
Det kræver, at vores stemmer bliver hørt, når der f.eks. skal indkøbes nye busser og toge, og det giver god mening at inddrage os. Forbedringer, der gavner passagerer med usynlige handicaps, løfter nemlig oplevelsen for alle brugere af den kollektive trafik.