Første arbejdsdag som praktikant hos et fragtfirma overstået

| | ingen kommentarer

Jeg er endelig startet i praktik efter at have gået hjemme i længere tid. Det er hos et fragtfirma, der ligger i Nørresundby. Mit umiddelbare indtryk af arbejdspladsen er, at det er et rummeligt sted, hvor der bliver taget meget hensyn til forskelligheder. Der er mulighed for, at jeg kan blive ansat i et fleksjob, når praktikken er overstået.

Forandringer er udmattende

Jeg er fuldstændig kvæstet efter første arbejdsdag, men det er vel også meget naturligt?  Jeg har nu gået hjemme i et halvt år og det er nok ikke nemmere at komme igang med tiden.
Der er mange nye indtryk, som man skal forholde sig til på en arbejdsplads. Der er nye mennesker, et nyt miljø, lyde, regler, rutiner og arbejdsgange. Det er selvfølgelig lidt stressende og udmattende, men det er også sundt. 🙂

Det er sundt med nye udfordringer!

Det er vigtigt engang imellem at man også kommer ud af sin comfort zone og får nye udfordringer. Det skal dog ikke være sådan at man går helt ned på det. Jeg er så heldig med, at jeg er visiteret til fleksjob og derfor har mulighed for at starte blidt op. Jeg skal kun arbejde 2 dage om ugen og det er maks 8 timer. Det kan måske synes af lidt, men der er mulighed for at arbejdstiden kan blive udvidet hen ad vejen. Det er sundt med nye udfordringer, men det skal doseres i et omfang, som man kan overkomme!

Mulighed for ansættelse i fleksjob, når praktikken er overstået

Jeg blev visiteret til fleksjob tidligere i år efter at have været igennem et langt ressourceforløb. Fleksjob er en ordning for mennesker, der ikke kan arbejde fuld tid på grund af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Når man er i et fleksjob, så får man et flekslønstilskud fra kommunen, som bliver suppleret op med løn for de timer man arbejder.
Der er mulighed for at jeg kan få et fleksjob, når jeg er færdig med praktikken. Når jeg skriver mulighed, er det fordi det slet ikke er sikkert, at det er et job, som jeg kan holde til, men jeg vælger at tage ja-hatten på. 🙂

Hvad består mit arbejde i?

Jeg sorterer pakker. For mange, lyder det nok som et kedeligt og monotomt arbejde, men for mig, så er det meget rart at have et arbejde, hvor min hjerne ikke er på overarbejde. Det giver mig ro ikke at have for meget at tænke på.
Det er også godt, at jeg kan passe mig selv og bruge mine støjreducerende høretelefoner, så jeg ikke bliver generet af larm fra palleløftere, pakkebånd, mennesker der råber, og radio.
Det går meget stærkt og jeg havde svært ved at følge med. Flere gange, blev pakkebåndet overfyldt og en ekstra mand måtte træde til og hjælpe. Vi var 2, der sorterede pakker (mig og en ung kvinde) og i spidsbelastende situationer, så trådte en anden til og hjalp.
Det er selvfølgelig klart, at det er svært at følge med i starten. Det tager noget tid før man er inde i rutinen.

Hvilke udfordringer giver autismen mig i forhold til arbejde

Der er 3 store udfordringer som jeg ser det. Jeg har allerede beskrevet 2 af dem som er den udmattelse og stress, som jeg oplever ved forandringer og lydfølsomhed. Det sociale er ikke så stor en udfordring for mig længere, da jeg er blevet meget bedre til at omgås mennesker, men jeg har fortsat svært ved at forstå small talk og jokes. Der blev fyret en del jokes af, som var af småsjofel karakter. Det er en arbejdsplads med mange unge mennesker (studerende), så det giver nok god mening.
En tredje udfordring var i forhold til mine eksekutive funktioner, som er nedsatte på grund af min autisme. Det betyder konkret, at det tager mig længere tid at lære nye systemer. Jeg havde fx behov for at få gentaget nogle instrukser fra lederen og en kollega flere gange før det sev ind. Jeg brugte også længere tid på at sortere pakkerne og smide dem i den rigtige sæk. Lederen gjorde det dog klart at det ikke var et problem, da det var bedre, at jeg var grundig og undgik at lave fejl.

Alle kan ikke arbejde

Selvom arbejde er en god løsning for mig, så er det ikke alle autister og aspergere, der kan arbejde. Jeg tænker aldrig, at jeg kommer til at arbejde fuldtid, da jeg har en meget lav stresstærskel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jimmy's Verden