At have en særinteresse giver livet mening!

| | ingen kommentarer

En af de største styrker ved at være autist er, at man typisk har en eller flere særinteresser.
En særinteresse er en interesse, der optager en særligt meget. Det kan være toge, elevatorer, japansk manga (tegneserier), fotografering, gaming, programmering, træning eller madlavning. Særinteresser behøver ikke nødvendigvis at være sære.
 



Når man har en diagnose som Aspergers syndrom eller autisme (som jeg foretrækker at kalde det), så har man mange vanskeligheder, men også mange styrker. Man kan let komme til at fokusere meget på det negative, men man må ikke glemme styrkerne.

En af disse styrker er, at man kan arbejde meget fokuseret og koncentreret med ting, der interesserer en særligt meget.
Jeg interesserer mig lige nu meget for madlavning og deler indimellem også opskrifter på den mad, jeg har lavet her på bloggen.
Jeg elsker at lave god mad fra bunden og er egentlig ret ligeglad med om det er sundt, eller usundt. Jeg tæller jo ikke kalorier. 😉
For mig er det smagen og oplevelsen, der er det vigtigste. Kan jeg lave noget mad, der smager godt og gør mig glad, eller andre glade (hvis jeg har gæster på besøg), så er jeg lykkelig. 🙂
En anden interesse, jeg har er styrketræning. Jeg træner 3 til 4 gange om ugen i et fitness center. Det giver mig dels noget struktur i hverdagen og det hjælper også gevaldigt på mit humør og mit velbefindende. 

Jeg har ingen særinteresse, men flere interesser

Jeg bruger ikke begrebet særinteresser om mine interesser. Hvis jeg skulle kalde dem for særinteresser, så vil det forudsætte, at jeg var fuldstændig opslugt af dem og dyrker dem så intenst at alt andet har mindre betydning.
Jeg har dog i perioder haft interesser, der har fyldt meget at selve interessen blev det eneste, der betød noget her i tilværelsen, men det har kun været perioder.

Et eksempel på dette er min interesse for computerspil, hvor jeg i perioder har været fuldstændig opslugt af et spil og har kunnet sidde oppe hele natten og spille. Det er nemlig, når interessen fylder alle ens vågne timer og man benytter enhver lejlighed til at dyrke sin særinteresse. Når man ikke kan snakke om andet end sin særinteresse, så kan det være et problem. 

Et oplagt eksempel på dette er fra den nye Netflix serie “Atypical”, hvor autisten Sam har en særinteresse i pingviner og Antarktisk. Han kan relatere alt der foregår i virkeligheden til sin særinteresse og vil allerhelst snakke om den. Det giver Sam udfordringer, da han forsøger sig med dating. Der er det vigtigt, at kunne snakke om andre emner og vise interesse i den man dater.
Jeg har kun set et afsnit af denne Netflix serie, men mit indtryk er, at den er meget god. Den viser de udfordringer, man kan have, som autist på en god og sjov måde.  

Ens særinteresse kan åbne muligheder

Selvom jeg ikke selv bruger begrebet særinteresse, så vil jeg alligevel fastholde, at det er en af vores styrker og for nogen kan det være en måde at komme i kontakt med andre. Jeg ved, at der er autister, der spiller computerspil sammen med andre og deltager i “lan parties”, hvor de kommer ud og møder andre. Jeg har også hørt om nogle, der har en interesse i Manga (Japanske tegneserier) og rejser til Japan for at opleve Manga kulturen.
Jeg kender en, som har en særinteresse i elevatorer og har lavet sin egen youtube kanal, hvor han uploader videoer med sine ture i elevatorer. Han rejser over hele verden og har fornylig været i Finland for at besøge elevator firmaet Kone. En særinteresse kan altså være en måde at nå ud til andre. 

Ens særinteresse kan være en levevej

Der findes mange eksempler på autister, der har gjort sin særinteresse til en levevej. Specielt indenfor ingeniør faget tænker jeg, at der er mange autister, som arbejder med deres særinteresse. 
Jeg kender også en, der har en særinteresse i busser og som arbejder for et busselskab. 
Det er jo oplagt at tage udgangspunkt i sine styrker, når man skal søge job.
Firmaet Specialisterne er et eksempel på en virksomhed, der ansætter autister, der har en særinteresse i IT. 

 




Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jimmy's Verden