At lære at leve med autisme

Det har taget mig mange år at lære at leve med autisme og jeg er stadig ved at lære det.
Det er ikke nemt at leve med autisme. Det er faktisk ret hårdt. Søvnforstyrrelser, et overflølsom sanseapparat, overtænkning, angst, tilbagevendende depressioner og udbrændthed er bare nogle af de ting, der følger med i pakken.

Det giver nogle vanskeligheder at leve med autisme, men også nogle muligheder. Jeg har været glad for den evne, jeg har til at arbejde meget fokuseret og koncentreret med ting, der interessere mig. Om det har været cykling, madlavning eller min træning.
Jeg er også et ansvarligt og ordentligt menneske, der går op i retfærdighed og er venlig og omgængelig overfor mine medmennesker. Det er egenskaber ved min autisme, som jeg har lært at værdsætte.

Ensomhed

Noget af det sværeste ved at leve med autisme er ensomheden. Hvorfor har jeg ikke en kæreste? Hvorfor har jeg kun få eller ingen venner?
Med hensyn til venskaber, så har jeg fået nogle venner på et lokalt mødested for autister. Jeg har fx en ven, som jeg jævnligt går i biografen med og en anden jeg træner med.
Men det meste af tiden, er jeg stadig meget alene. Det betyder ikke, at jeg føler mig ensom hele tiden. Alene tid er kvalitetstid. Jeg kan sagtens få tiden fyldt ud med en god bog, eller serie. Det er mere, når jeg er ked af det og frustreret, at jeg føler ensomheden.
I min ungdom, har jeg fx siddet mange fredage aftener på mit værelse og været ked af at det ikke var mig, der var ude at feste med de andre unge. At det ikke var mig, der scorede piger.
Jeg følte at jeg gik glip af mange gode oplevelser.

Jeg følte, at jeg var tilhørte en eksklusiv klub af genier

Da jeg som 15-årig fik diagnosen var det lettelse. Både at få papir på, at jeg var anerledes, men også fordi jeg så kunne komme væk fra den skole, hvor jeg var i mistrivsel og blev mobbet.

Diagnosen gav mig også en følelse af at jeg var noget helt særligt. At jeg tilhørte en klub af højtbegavede og succesfulde mennesker. Det var fortællingen om Aspergers dengang og er det i et vist omfang stadig. Det synes jeg er fint og meget positivt for man har brug for nogle forbilleder at spejle sig i.

Siden har jeg dog lært at jeg ikke er mere begavet end gennemsnittet. Det har ikke været let at nå til den erkendelse for hvem vil ikke gerne være et geni?

Hvorfor kan jeg ikke bare slå tankerne og følelserne fra?

Et træk ved min autisme, som jeg har svært ved at acceptere er overtænkning. En stor del af min tid går med at tænke. Jeg overtænker alle situationer og forestiller mig ofte det værste der kan ske.
Nogle gange ville jeg ønske at jeg bare kunne slå tankerne og følelserne fra og tage det mere afslappet.

For nylig havde jeg aftalt en date med en sød kvinde, som jeg havde mødt på en dating side.
Jeg havde skrevet med hende og snakket i telefon i mere end en time. Det lød til, at der var en god kemi mellem os og vi havde også meget til fælles. Vi havde aftalt, at hun skulle komme og besøge mig og vi skulle drikke en kop kaffe og se, hvad der sker
Jeg glædede mig virkelig, havde sommerfugle i maven og kunne ikke koncentrere mig om andet end mødet med hende. Jeg kunne ikke sove om natten. Jeg kunne ikke slippe tanken om hvad hun mente med “se hvad der sker”.
I mit hoved blev denne bemærkning fortolket som en mulighed for, at jeg kunne få noget sex.
Det var nok ønsketænkning. Men det havde jeg altså overbevist mig selv om.
Derfor var skuffelsen også ekstra hård, da hun ikke dukkede op til vores aftale. Jeg blev desværre brændt af. Det er hårdt for alle at blive brændt af. Men jeg må lære at blive bedre til at slappe af og tage tingene som de kommer. Men det er ikke let, når man er udstyret med den uheldige egenskab, at man overtænker alle situationer.

Savner en kæreste

Som jeg tidligere var inde på, så savner jeg at have en kæreste. En der kan være der for mig, når jeg er ked af det og jeg kan være der for hende, når hun er ked af det.
Jeg kan ikke forstå, at jeg har så svært ved at få en kæreste. Jeg forstår heller ikke, hvorfor det gang på gang mislykkes for mig at forføre kvinder. Jeg har været på adskillige dates og mange af dem er gået godt. Vi har hygget os og haft en god oplevelse sammen. Men det er næsten altid mundet ud i en afvisning, eller også har de bare undladt at svare mig.
Egentlig ville jeg helst foretrække en klar afvisning, men det er de færreste kvinder, der kommer med den. Det bliver næsten altid pakket ind og så skal man gætte sig frem til, hvad de mener.
Afvisninger er hårde for selvtilliden, men det er en del af gamet, når man dater.
Det skal siges at jeg ikke er desperat efter at få en kæreste. Men det er svært for mig at forstå, at det er så svært for mig.

Lær at slappe af

Jeg vil gerne give et par råd med på vejen til at lære at leve med autisme. Det vigtigste råd, som jeg kan give er at lære at slappe af. Det er en evne, der kommer med alderen. Jeg er 38 år nu og er væsentlig bedre til at slappe af end, da jeg var 20.
Jeg er også nået en alder, hvor jeg ikke har mange skud tilbage i bøssen. De fleste på min alder har allerede villa, volvo og vovse.
Jeg tror ikke længere på at det er meningen med mit liv at stifte familie og få de forpligtelser, der følger med.

Jeg vil helst være fri!

Find meningen med dit liv

For mig er meningen med livet at få en masse gode oplevelser. Denne erkendelse nåede jeg allerede til som barn. At meningen med mit liv var at få en masse gode oplevelser.
Men det behøver ikke at betyde at meningen med mit liv er at rejse jorden rundt, eller gennemføre et maraton. Nej en god oplevelse kan lige så godt være at læse en god bog, eller at nyde en solnedgang.
I bund og grund handler det om hvad der giver mening for en selv. Og det er lige så vigtigt for autister at finde meningen med livet som det er for alle andre.