Jeg er ikke veganer, men kan godt lide at spise vegansk mad. Derfor har jeg i år kastet mig ud i et eksperiment. Jeg vil prøve at lave en grøn julemiddag med lækre og sprøde butterdejspakker, rødkålssalat samt bagte rodfrugter.
Hvor fik jeg inspirationen til at lave vegansk julemad?
Jeg fik inspiration til at lave vegansk julemad i Mia Sommers bog Vegansk velvære.
Det er en rigtig god bog for folk, som mig, der gerne vil lære at lave vegansk mad. Mange af retterne i bogen er kødfrie alternativer til klassikerne, som spaghetti bolognese, chili con carne, etc. Men der findes også originale veganske opskrifter som fx denne opskrift på butterdejspakker med svampe og grønkål, som ikke er en kopi af traditionel julemad.
Veganske butterdejspakker med svampe og grønkål
Som navnet angiver, så indgår der butterdej i opskriften. Ifølge Mia Sommer indeholder færdigkøbt butterdej som regel plantefedtstof.
Men det er en god idé lige at tjekke inden man smider det i indkøbskurven.
Ingredienser (til 4 personer)
- 100 gram linser
- 500 gram champignoner
- 1 stort løg
- 3 fed hvidløg
- 3 spsk sojasovs
- 200 gram frossen og hakket grønkål (kan erstattes med spinat)
- 1 bundt dild
- 100 gram rasp
- 1 tsk salt
- 1/2 tsk cayennepeber eller chilipulver
- To pakker butterdej
Sådan laver du veganske butterdejspakker
Start med at skylle linserne og sætte dem til at koge i 20 til 25 minutter.
Skær stokkene af champignonerne og skyl dem kort under rindende vand for at fjerne jorden.
Hak champignonerne ud i små tern.
Hak løg og hvidløg fint.
Sæt en pande på en kogeplade og tænd for varmen.
Smid hakkede løg og champignon på panden og hæld soya saucen ved.
Lad det sautere i 5 til 10 minutter ved medium til høj varme.
Tilsæt den frosne grønkål og steg videre indtil grønkålen er tøet op.
Hvis der er overskydende væske på panden skal det hældes fra, eller lad det sautere lidt længere.
Put derefter alle ingredienserne i en skål og tilsæt kogte linser, finthakket dild, rasp, salt og cayenne/chilipeber.
Når fyldet er blandet sammen i skålen, smages det efter og der tilsættes evt mere salt og chili efter smag.
Rul derefter butterdejen ud og skær den i 3-4 lige store stykker (jeg kunne kun få 3 stykker ud af den dej, som jeg købte).
Tilsæt en klump fyld i den ene ende af hvert stykke og bøj den anden ende af butterdejen henover. Kanterne lukkes endelig sammen med en gaffel, så butterdejspakkerne ikke går op under bagningen.
Butterdejspakkerne samles på en bageplade med bagepapir og sættes ind i ovnen. Der skal de bage på 190 grader C (varmluft) i 14 til 15 minutter.
De skal være sprøde og gyldne på overfladen.
Jeg serverede de veganske butterdejspakker med bagte rodfrugter og rødkålssalat. Jeg kunne have lavet en vegansk sovs til, men det var jeg for doven til 😉
Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg vil lave disse veganske butterdejspakker. De var meget sprøde og smagte fantastisk.
Deres søde smag passer godt til en julemiddag sammen med fx rødkålssalat, bagte rodfrugter og en vegansk sovs.