Vegansk æblekage er egentlig bare æblekage uden creme fraiche og smør. Den smager ligeså godt som den klassiske bagte æblekage. Det er en kage, som jeg aldrig bliver træt af at bage og spise 😋
Jeg laver den om efteråret med æbler fra mit eget æbletræ. Det er en lækker og velsmagende kage. Den er også meget flot med det spiralmønster, som æblebådene er lagt på i toppen.
Æblehøsten har været rigtig god i år!
I år har æblehøsten været rigtig god hos mig. Derfor har jeg lavet denne kage 5 til 6 gange. Som tidligere nævnt bliver jeg aldrig træt af æblekage og den kan fryses, så man altid har den på lager.
Den bedste smag fås ved at bruge både sure og søde æbler
Jeg har erfaret at en æblekage smager bedst, hvis man bruger både sure og søde æbler. Gerne halvt af hver. De æbler som er på mit æbletræ er noget sure i det. Jeg kender ikke sorten, men plejer bare at kalde dem “madæbler”. De er efter min smag lidt for sure til at spise rå. Da jeg kun har de sure madæbler, måtte jeg bytte mig til nogle søde hos en genbo.
Og nu til opskriften på vegansk æblekage
Jeg har hentet inspiration til denne opskrift fra Mia Sommer, som har skrevet kogebogen Vegansk velvære. Det er en fantastisk kogebog som jeg klart kan anbefale, da der er rigtig mange gode alternativer til klassikerne.
I Mias version af vegansk æblekage tilsættes dadler. Det synes jeg ikke er nødvendigt og det gør det også mere besværligt efter min mening. Jeg har derfor brugt rosiner i stedet for, da det er noget nemmere.
Sådan laver du vegansk æblekage
Som altid guider jeg dig igennem hele processen med at lave opskriften. Jeg forklarer alle trin i opskriften og supplerer dem med billeder, som jeg har taget med mit mobilkamera.
Du skal bruge følgende redskaber til at lave vegansk æblekage
- Skåle til alle ingredienserne (ikke vist på billedet)
- Stor skål til at samle alle ingredienserne i (vist på billedet)
- 1 dejskraber
- 1 kageform (Ø 24 cm)
- 1 digital vægt
- 1 kniv
- 1 grøntsagsskræller
Du skal bruge følgende ingredienser til vegansk æblekage (Til ca. 10 personer)
- 300 gram hvedemel
- 250 gram sukker
- 2 tsk kanel
- 2 tsk bagepulver
- 300 gram æbler (evt. en blanding af søde og sure)
- 100 gram mandler
- 100 gram rosiner
- 1/2 dl rapsolie
- 2 dl vand
Til toppen
- Æbler (ca. 2 styks)
- Plantemargarine
- Kanelsukker (Opskrift: bland ca. 1 tsk kanel med 2 spsk. sukker i et bæger)
Start med at gøre ingredienserne til vegansk æblekage klar og sæt dem frem på køkkenbordet!
Man starter med at skrælle æblerne og hakke dem. Det er et lidt større arbejde, men jeg kan egentligt godt lide det.
Vi skal bruge ca. 4 til 5 æbler (afhænger af størrelsen). Vi starter med at skrælle dem. Derefter fjernes kernehuset og skærer dem i både, stabler bådene ovenpå hinanden og skærer dem ud i fine små stykker.
Vej endelig æblerne efter på vægten og læg dem i en skål.
Mandlerne hakkes
Hvis man har en blender med en minihakker, kan man bare proppe dem deri. Men jeg synes det er nemt at gøre det med en kniv. Start med at veje 100 gram mandler af på vægten.
Læg dem på et skærebræt og skær dem på langs en efter en. Derefter hakker du dem ud i grove stykker. Læg dem endelig i en skål.
Nu vejer vi alle de ingredienser vi ikke har vejet endnu, lægger dem i skåle og sætter dem frem på køkkenbordet.
På billedet ovenfor vises de fleste ingredienser som vi skal bruge. Jeg fik dog ikke bagepulver, kanel og sukker med på billedet.
Dejen til vegansk æblekage blandes
Start med at blande de tørre ingredienser i en stor skål (brug en dejskraber til at blande det med). Bland mel, sukker, kanel og bagepulver. Du kan evt. sigte bagepulveret, så det ikke klumper.
Tilsæt derefter æblestykkerne, rosinerne, mandlerne, rapsolie og vand.
Rør rundt, så det bliver en samlet våd dej.
Put dejen i kageformen.
Fordel dejen, så den er jævn.
Topping til vegansk æblekage laves
Undgå at skrælle æblerne, der skal på toppen, men skær dem ud i tynde både. Læg dem i en spiralform på toppen.
Drys derefter rigelige mængder kanelsukker udover æblerne (kanelsukker er 2 spsk sukker blandet med 1 tsk kanel).
Inden du smider den i ovnen, så fordeles små klumper af plantemargarine på toppen.
Kagen bages i en varmluftsovn på 160 grader celcius i en time.
Når den er færdig kan du servere den sammen med en klat vegansk soya yoghurt, eller bare spise den som den er.
Og hvis der er meget til overs, kan du fryse det.