Om at være sig selv

| | ingen kommentarer

Hvornår er man sig selv og hvornår spiller man en rolle?
Dette spørgsmål debatterede jeg fornylig med ligesindede på Autisme- og Aspergerforeningen mødested i Aalborg.
Uden at gå ind i en filosofisk diskussion om hvornår man egentlig er sig selv, så vil jeg mene, at man er tættest på at være sig selv, når man er alene og for sig selv. Der skal man nemlig ikke leve op til andres forventninger og krav.




Det kaldes maskering, når man ændrer på sig selv for at leve op til andres forventninger og krav

Så snart jeg bevæger mig udenfor min dør og møder andre mennesker, så skal jeg anstrenge mig for at leve op til deres forventninger til mig. Møder jeg fx naboen, så skal jeg gerne sige “hej” og smile til vedkommende imens jeg holder øjenkontakt. Det anses jo for almindelig høflighed og pli.
Det er dog ikke altid, at jeg har overskud til det, så jeg nøjes bare med at mumle det og skynder mig så videre. Andre gange kan jeg bare finde på at vinke, eller hvis jeg slet ikke har overskud til noget, så går jeg bare forbi og lader som om jeg ikke har set vedkommende.
Nogle vil måske mene, at det er uhøfligt og egoistisk, men det handler om at passe på mig selv og spare på kræfterne. Social kontakt er nemlig meget ressourcekrævende for mig. Jeg bruger rigtig meget energi på at gøre det som “normale” mennesker gør.

Ville nogle gange ønske, at jeg levede i en verden, hvor det blev anset som uhøfligt at holde øjenkontakt!

Et eksempel på dette er øjenkontakt. “Normale” mennesker holder øjenkontakt, når de taler med hinanden. Det bliver faktisk anset som uhøfligt og arrogant ikke at holde øjenkontakt. Som barn fik jeg ofte at vide, at jeg skulle kigge folk i øjnene, når jeg talte med dem. Jeg er heldigvis blevet bedre til det med alderen. Men jeg føler stadigvæk, at det er meget energikrævende og jeg har sværere ved at holde fokus på samtalen, når jeg samtidig skal holde øjenkontakt.
Øjenkontakt er især svært, hvis jeg er stresset i forvejen. Hvis jeg ikke er stresset, er det ofte ikke et problem. Det kommer også an på om jeg er tryg ved personen. Hvis jeg ikke er tryg ved personen, så kan jeg have svært ved at holde øjenkontakt.

Fester og andre sociale arrangementer

Fødselsdage, konfirmationer, julefrokoster og receptioner er eksempler på sammenhænge, hvor jeg ikke kan være mig selv, men må spille en rolle for at passe ind. Dette betyder, at jeg skal prøve at være en anden end mit sande jeg. Det er fx ikke naturligt for mig at hilse med håndtryk, men det forventes af mig, når jeg møder op til et selskab, så derfor gør jeg det.

Hvilket tøj skal jeg tage på?

Allerede inden jeg tager afsted til et arrangement, skal jeg overveje, hvilket tøj jeg skal tage på. Jeg har ikke noget problem med at tage en fin skjorte, eller en habit på, men det er besværligt.
Hvis der ikke er nogen “dresscode” i invitationen (det er der sjældent i de invitationer, som jeg får), så kan jeg sagtens finde på at møde op i mit almindelige hverdagstøj som omfatter blå jeans, en striktrøje, slidte kondisko og en grøn regnjakke udenpå. Jeg elsker min grønne regnjakke og har den også på selvom solen skinner.
Det har en enkelt gang affødt bemærkningen “jamen regner det da?”
Denne bemærkning har dog ikke fået mig til at ændre på den vane. Jeg er egentlig fløjtende ligeglad, hvad andre mener om min kiksede tøjstil.

Skal jeg have en gave med?

Jeg var fornylig til en jubilæumsreception, hvor jeg mødte op uden en gave. Der stod intet i invitationen om, at man skulle have en gave med. Så da jeg mødte op og så et gavebord, blev jeg en smule pinligt berørt. Jeg beklagede overfor værten at jeg ikke havde taget en gave med. Vedkommende kunne så berolige mig med, at der ingen forventning var om at jeg skulle have en gave med. Det vigtigste for dem var, at jeg var mødt op. De kendte iøvrigt til min autisme og vidste godt, at jeg havde behov for at vide det på forhånd.

Hilse med håndtryk eller krammer

Når jeg ankommer til et selskab forventes det, at man giver hånd. Det er også vigtigt at virke oprigtigt interesseret, smile og have øjenkontakt, når man siger “hej”. Idag er det blevet mere almindeligt at give krammere til andre. Der står jeg fuldstændig af. Jeg kan til nøds give hilse med hånd, men krammere er alligevel for meget.

Smalltalk

Jeg orker simpelthen ikke at sidde i timevis og snakke om emner, som jeg anser for ligegyldige. Det kan være om det er den rette kandidat, der har vundet i “Vild Med Dans”, eller “Den Store Bagedyst”. Jeg bryder mig heller ikke om at snakke om mit eget liv og hvordan det går med det.
Det er et stort spørgsmål, hvor jeg ikke ved hvor jeg skal starte og slutte. Jeg ved ikke hvad folk forventer at høre og derfor kan det være svært at svare på det spørgsmål. Jeg tror egentlig også, at jeg frygter at komme til at sige noget forkert, eller blive misforstået. Det er sket en del gange før. Når folk spørger “hvordan går det”, så er de jo sjældent interesseret i et langt svar. De er heller ikke interesseret i et ærligt svar, så hvis det går af helvede til, så må jeg ikke sige det. Derfor nøjes jeg ofte med bare at sige “det går”.
Jeg kan godt lide at tale om mig selv, hvis det handler om noget der har min interesse. Det kunne fx være 2. verdenskrig, politik, træning, eller mit foreningsarbejde. Det kan jeg bedre se meningen med end at snakke om “Den Store Bagedyst”.

I biografen

Biografen er også et eksempel på et sted, hvor jeg skal anstrenge mig for at passe ind i en rolle. Jeg er et følsomt menneske og har let ved at blive bevæget af en film. Men som mand må man jo ikke græde, så derfor prøver jeg at holde tårene tilbage, eller i det mindste skjule det så godt som muligt. Jeg synes, det er pinligt, hvis andre ser, at jeg tuder.
Jeg skal også anstrenge mig for ikke at komme til at grine på de forkerte tidspunkter. Jeg har før oplevet at komme til at grine, hvor jeg var den eneste i biografen der grinte.

Det er okay at insistere på at være sig selv!

Maskering kaldes det, når man forsøger at dække over sin autisme for at passe ind i en verden, hvor flertallet er “normale”. Det betyder også at man ikke er sig selv, men en falsk person. Med andre ord spiller man en rolle for at leve op til de forventninger og krav der stilles til en. Det er ofte krav og forventninger, der er urimelige at stille overfor en autist, da de kræver ekstrem megen energi og er meget udmattende.
Det er især autistiske kvinder, der bruger maskering og de er meget gode til det. Dette vil jeg kort komme ind på til sidst i dette indlæg.



Respekt og forståelse er vejen frem

Det er især vigtigt, at der er forståelse fra ens nærmeste. Det kræver selvfølgelig, at man forklarer dem, hvorfor det er svært at deltage i sociale arrangementer. Det er ikke naturligt for os at socialisere på samme måde som de “normale” gør. Ovenfor har jeg beskrevet, hvordan håndtryk, smalltalk og uskrevne regler i sociale sammehænge kan være særligt udfordrende for mange autister. Læg dertil at autister ofte har et overfølsomt sanseapparat.
Jeg har tidligere beskrevet mine sanseforstyrrelser, som berører følesansen, synssansen og høresansen. At have sanseforstyrrelser betyder at sanseindtryk virker voldsommere og forstærkede. Fx kan det for den autistiske person være ubehageligt at give håndtryk og lyde kan virke forstærkede fordi man ikke har det filter i hjernen som “normale” personer har.
Vi er hele tiden på overarbejde, når vi er sammen med andre. Problemet er bare at andre ikke kan se det på os, så det er nødvendigt at forklare dem det.
Hvis man er til fest hos familien kan man fx bede dem om at reservere et lokale, hvor man kan gå ind, hvis man har behov for at slappe af under en fest. Alternativet er at gå en tur udenfor for at trække lidt frisk luft.
Har værterne en hund, så kan man også spørge dem om man må gå en tur med den. Det plejer de fleste at påskønne.

Lær at sige nej

Når fester og sociale begivenheder er så udmattende, så er det vel okay at sige nej tak til at deltage i dem?
Jeg taler ikke for at man skal sige “nej tak” til at deltage i alle fester og sociale arrangementer. Det kommer helt an på situationen, hvem man er og hvordan man har det med det.
Det er bare vigtigt at man passer på sig selv. For mit vedkommende, kræver det rigtig meget energi at deltage i et socialt arrangement, så jeg skal mindst bruge en dags restitution efterfølgende. Derfor tillader jeg mig selv at melde afbud til de fester og arrangementer, som jeg ikke kan se nogen mening med.

Autistiske kvinder bruger maskering meget mere end autistiske mænd og er meget bedre til det!

Det skyldes at der er større krav og forventninger i vores samfund til at kvinder skal være sociale. De gør derfor ofte en kæmpe indsats for at blende ind og skjule deres autisme.
Det har så ofte den konsekvens at de først bliver spottet senere fordi de anstrenger sig for at virke “normale”.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *