Min hverdag under coronakrisen

| | ingen kommentarer

Som jeg skrev i sidste indlæg, så er min hverdag ikke påvirket meget af coronakrisen.
Der er ikke den store forskel på mit liv før og efter nedlukningen.
Jeg gik jo også hjemme før krisen. Der har dog været nogle ting, der har ændret sig og dem vil jeg gerne skrive lidt om. 

Hold afstand og undgå håndtryk

Jeg er glad for de nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen om at holde afstand og undgå håndtryk. Når jeg går en tur udenfor, eller står i en kø supermarkedet, så kan det være meget stressende hvis folk er meget tæt på en. 
Jeg kan absolut heller ikke se meningen i at give håndtryk.
Jeg kan huske en oplevelse fra en konfirmation, hvor jeg skulle gå rundt og hilse på 30 gæster. Da jeg havde givet håndtryk til de første 5, så var jeg udmattet og flygtede udenfor og kom først tilbage, da folk havde sat sig til bords. 

Håndtryk er på vej ud! 

Jeg tror at den øgede fokus på at begrænse smittespredning fører til at håndtryk er på vej ud! Man behøver ikke at give hånd for at hilse på hinanden. Man kan bare sige “hej”. 
Jeg har også indtryk af at der er mange autister, som er enig med mig i at håndtryk er noget skidt.
Selvom jeg aldrig har brudt mig om håndtryk, så betyder det ikke, at jeg kategorisk vil afvise det. 
På et eller andet tidspunkt kommer vi forhåbentlig ud på den anden side. Og hvis det så stadig er kutyme at give håndtryk (hvilket jeg ikke håber), så tænker jeg, at der vil  være situationer, hvor det giver mening. 
Hvis jeg fx er til en jobsamtale, så vil det nok være dumt, hvis jeg ikke giver hånden, når arbejdsgiveren rækker hånden ud. 

Det nye normale at leve som en autist

Mange af de tiltag som vi lever med nu, som at holde afstand, være få mennesker samlet og undgå håndtryk er den måde som mange autister foretrækker at leve på.
Man skal altid passe på med at generalisere og jeg ved da også at der er nogle autister der savner at man ikke kan give eller få kram. 
Men jeg har aldrig brudt mig om det.
En af mine første blogs handlede netop om min vægring ved håndtryk og krammere.  

Jeg er vant til at være alene

Ensomheden er formentlig hård for mange autister. Hvis man gik i skole, eller på en uddannelse før corona-nedlukningen, så er det noget af en omvæltning at skulle vænne sig til at gå derhjemme.
Nogle vil nok føle sig ensom fordi en stor del af deres sociale liv foregik henne i skolen, på deres arbejde, eller i fitness centeret.
Jeg er ikke blevet mere ensom under corona.
Jeg er vant til at gå der hjemme, så mit sociale liv er stort set det samme.
Jeg hilser på naboerne en gang imellem og har også en ven som jeg ses med, men ellers er jeg for det meste af tiden alene.
Jeg savner som sådan ikke at være sammen med nogen. 

Mit behov for samvær var større i starten af krisen 

Jeg var ude at gå nogle ture med en ven i den første uge af nedlukningen. Det havde jeg brug for, da der var for mange mørke tanker, som kørte i ring og de blev kun værre ved, at jeg opholdt mig i hjemmet. 
Det hjalp mig at gå turer med min ven og snakke om en masse ligegyldige ting. Så fik jeg lissom holdt tankemylderet nede.
Men i de seneste uger har jeg ikke gået daglige turer med min ven. Jeg har egentlig oplevet et større behov for alenetid. 
Men jeg nyder stadig at gå ture i naturen og i weekenden har jeg været på skovtur med familien for at fejre fødselsdag. Det var meget hyggeligt.  
Jeg kan da godt savne vores månedlige møder i foreningen. Vi plejer at have nogle hyggelige møder, hvor vi snakker om forskellige autisme-relaterede emner.  

skov med træer
Gå turer i naturen hjælper med at holde tankemylderet nede!

Sociale medier og virtuelle fællesskaber gør mig kun mere ensom!

Allerede før nedlukningen traf jeg det valgt at melde mig ud af mange af de grupper, som jeg var medlem af på sociale medier. Jeg synes ikke de sociale medier er en erstatning for at være sammen i den virkelige verden. 
Tværtimod føler jeg mig mere ensom på sociale medier. Jeg synes der er for meget STØJ på facebook og det har jeg ikke brug for i mit liv. Jeg har dog ikke meldt mig helt ud og skriver stadig på min egen væg. 

Fitness centeret er lukket

En af de større ændringer for mig er at fitness centeret er lukket. Jeg vil ikke sige, at jeg savner det meget.
Jo jeg savner måske, at kunne lave dødløft, bænkpres og squat med de tunge vægte. Men jeg savner ikke de mange trælse typer i fitness centeret. Jeg savner heller ikke musikken og støjen. 

Hjemmetræning er det nye normale 

Så egentlig har jeg det fint med, at jeg er tvunget til at træne hjemme. Jeg nåede ikke at bygge et stort hjemmegym op inden nedlukningen. 
Jeg har dog et træningselastik, en yoga måtte, to håndvægte og et mave hjul. Det er nok udstyr, da jeg træner med egen kropsvægt.
Jeg er glad for den nye vane med at træne der hjemme med egen kropsvægt.
Jeg synes det er spændende med alle de måder, man kan variere træningen på. Og jeg får det samme udbytte ud af det som når jeg træner i fitness centeret. 
Jeg har et mål om at træne 5 til 6 dage om ugen. Når det er godt vejr, så træner jeg udenfor. Jeg bruger legepladser og andre udendørs fitness faciliteter.

Hjemmetræning under coronakrisen.
Jeg træner dødløft med elastik og rygsæk. Det er hårdt!
Træner dødløft i haven med elastik og rygsæk

Hvad har jeg lært af Coronakrisen? 

En af de ting, som jeg har lært af coronakrisen er at jeg kan træne der hjemme. Det gode ved at træne hjemme er at jeg slipper for alle de forstyrrelser, der er i fitness centeret. Der er for mange trælse typer og musikken er alt for høj. Har nogle gange været i tvivl om jeg var på diskotek, eller i et fitness center. 

En anden ting, som jeg har lært ved coronakrisen er, at jeg kan bruge gå turer i naturen til at få de triste og mørke tanker på afstand. Det kan være sammen med en ven, så jeg har en at snakke med imens. Eller alene, men så skal jeg samtidig lytte til en podcast, eller en lydbog for at få tankemylderet holdt nede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *