Jeg har ofte hørt, at jeg er en Spørge Jørgen fordi jeg stiller mange spørgsmål. Hvorfor gør jeg det?
Gør jeg det fordi jeg er nysgerrig, for holde en samtale igang, eller for at få bekræftelse?
Jeg er en Spørge Jørgen
Jeg havde engang en ven, der kaldte mig Spørge Jørgen (han hed iøvrigt selv Jørgen). Det var med henvisning til at jeg stillede mange spørgsmål og nok fordi han syntes, at det var irriterende med alle de spørgsmål. Det er dog ikke min hensigt at plage folk med mine spørgsmål, men mere fordi jeg er oprigtig nysgerrig for det meste.
Nogle gange, kan jeg dog også bruge det som en strategi for at holde en samtale kørende. Hvis jeg stiller et spørgsmål om folks livret, så har jeg jo åbnet for et spændende samtaleemne, hvor folk kan byde ind med deres livretter og diskutere deres holdninger til de forskellige bud. Der er jo mange holdninger til nationalretten stegt flæsk med persillesovs og om det er den rette nationalret. Det er ofte en kombination af nysgerrighed og en måde at holde en samtale kørende.
Derfor bliver jeg kaldt Spørge Jørgen
For nylig mødte jeg en ny kollega på arbejdet. Hun var fra Litauen og det åbnede op for en hel masse spændende spørgsmål om hvordan det var at leve i Litauen efter Sovjet tiden. Jeg er jo meget interesseret i historie og samfundsforhold.
Det var meget interessant at høre hende fortælle om livet i Litauen, så jeg blev meget begejstret og stillede flere spørgsmål som “drikker de meget vodka i Litauen?”, “er folk meget fattige i Litauen?” og “har i smartphones og facebook i Litauen?”
Mange af disse spørgsmål var egentlig ikke særligt gennemtænkte. Efter nærmere overvejelse, var det sidste måske en smule nedladende, da der ligger en implicit fordom om at litauere skulle være et tilbagestående folk og ikke lige så moderne som danskere. Det var selvfølgelig ikke min hensigt at fornærme hende. Hun grinte faktisk af spørgsmålet og svarede “ja” så måske tog hun det ikke så tungt. Jeg tror heller ikke hun opfattede mig som en irriterende Spørge Jørgen, da jeg spurgte hende om jeg stillede for mange spørgsmål og til det svarede hun, at det var okay.
Dumme spørgsmål giver dumme svar
De fleste af os har prøvet at stille dumme spørgsmål og måske fået et nedladende, eller dumt svar tilbage.
Det kunne være spørgsmål, hvor vi kender svaret på forhånd, som fx “må man spise gulerødder i Stillezonen i toget?”
Svaret er selvfølgelig “nej” til dette spørgsmål. Der er jo en grund til, at det hedder stillezonen. Jeg forfalder desværre selv til at stille dumme spørgsmål indimellem som eksemplet fra tidligere afsnit, hvor jeg spurgte en litauisk kollega om de havde smartphones og facebook i Litauen.
Der er forskel på hvilke spørgsmål, vi opfatter som dumme. Blandt autister er det mit indtryk at et spørgsmål som “hvordan går det?” bliver opfattet som dumt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare på sådan et ukonkret spørgsmål, så ender ofte med at svare “det går fint”, eller “det går nogenlunde”. Jeg har lært at dem, der stiller spørgsmålet sjældent er interesseret i at få et længere svar.
Spørge Jørgen på de sociale medier
Jeg er også en Spørge Jørgen på sociale medier som facebook og twitter. Der stiller jeg spørgsmål om alt og bruger disse medier som mange bruger google.
I al beskedenhed, har jeg indtryk af at nogle sætter pris på mine spørgsmål og opfatter dem som gode. 😎
Dog vil der altid være nogen, der ryster på hovedet. Fx begik jeg engang den dumhed at spørge på twitter om man måtte drikke mælk, der havde overskredet bedst før datoen. Det var ikke helt gennemtænkt og en person kom også med et noget patroniserende svar “SUK blev der sagt. Lugt til det, eller smag på det”. Det havde hun ret i, så det ved jeg fremover, at jeg skal lugte til mælken og ikke gå efter om udløbsdatoen er overskredet.
Spørgsmål, hvor jeg søger bekræftelse
En variation over dumme spørgsmål er spørgsmål, hvor jeg kender svaret på forhånd, men bruger dem til at få bekræftelse. Det bruger jeg også meget. Jeg fik et skærebræt i træ i julegave og i den forbindelse tog jeg, som den irriterende Spørge Jørgen jeg er, hen til butikken og spurgte ekspedienten om det måtte vaskes med sulfo. De fleste ville nok bare gøre det, men jeg var bekymret for om sulfoen kunne trænge ind i træet. Svaret var at det måtte jeg godt. Et andet eksempel er, at jeg tit har spurgt min bostøtte om jeg må spise noget, der har overskredet sidste holbarhedsdato med flere måneder. Svaret på det spørgsmål er selvfølgelig “nej”.
Selvom jeg godt kan regne det ud selv, så giver det mig alligevel ro at få det bekræftet.
Jeg har indtryk af at det er et autistisk symptom, at man stiller spørgsmål for at blive bekræftet.
“Hvornår er vi der?”
Som lille dreng stillede jeg meget ofte den type spørgsmål som “hvornår er vi der?”, når jeg var ude at køre med familien. Det tror jeg er meget normalt. Jeg spurgte også meget ind til fester og arrangementer som vi skulle deltage i (det gør jeg iøvrigt stadig). Det var spørgsmål som “hvem kommer?” og “hvad skal der ske?”. Med hensyn til de sidste spørgsmål, så er vi ovre i de mere typiske spørgsmål som autister kunne finde på at stille. Vi vil gerne vide alt om baggrunden for et arrangement, så vi er godt forberedt og føler os trygge.
Man skal stille spørgsmål til alt!
Det kan både være en fordel og ulempe at være en Spørge Jørgen. Man kan blive upopulær ved at plage folk med mange spørgsmål, men hvad nu hvis, der ikke blev stillet spørgsmål. Hvor var vi så?
Hvis der ikke blev stillet spørgsmål, så var vi nok stadig i stenalderen, da udviklingen er drevet af at man kontinuerligt stiller spørgsmål til alt og alle.