Ensidige spisevaner og kræsenhed

| | ingen kommentarer

Ensidige spisevaner og kræsenhed forekommer ofte hos autister. Det er udbredt at autister spiser meget det samme og kun bestemte typer mad.  

Ensidige spisevaner og kræsenhed er usundt på sigt

Det siger sig selv at spiser man meget ensidigt, så får man ikke de næringsstofer, som er i en sund og varieret kost. Spiser man fx kun hvidt brød, eller pasta, så tager man på, da det hovedsageligt indeholder kulhydrater.

Jeg er ikke kræsen

Jeg er næsten altædende, men der er dog nogle ting, som jeg ikke kan lide. Jeg bryder mig ikke om retter med pølser, som svensk pølseret og er heller ikke vild med boller i karry. Jeg synes ikke at pølser og kartofler passer godt sammen og bliver jeg tvunget til at spise det, ville jeg nok nøjes med at spise kartoflerne og levne pølserne.
Med hensyn til boller i karry, så fik jeg det som barn og der var indimellem brusk i nogle af bollerne. Det har sat sig som et traume og derfor er jeg ikke så vild med det idag. Jeg spiser det dog, hvis jeg får det serveret, men kunne aldrig finde på at lave det selv.

Maden skal være adskilt

Nogle autister vil ikke spise gryderetter, eller salater, hvor der er flere ingredienser, der er blandet sammen og rører hinanden. Andre vil gerne spise retter, hvor der kun er få ingredienser, der er blandet sammen.
Selv har jeg ingen problemer med gryderetter, hvor der er flere ingredienser blandet sammen. Jeg elsker fx broccolisalat. 🙂
Hvis man har det problem at maden skal være adskilt og ikke må røre hinanden, så kan jeg anbefale at man anskaffer denne KitchPro 4-i-1 stegepande, som er inddelt i fire rum.

ensidige spisevaner

Det er også muligt at købe tallerkner, som er ruminddelt.

Ensidige spisevaner og rutiner

For nogle autister er det vigtigt med rutiner omkring måltiderne. Jeg har ikke så stort behov for at have rutiner. Jeg bor for mig selv og spiser, når jeg har lyst. Har ikke faste tidspunkter, som jeg spiser på.
Den eneste rutine jeg har omkring mad er, at jeg laver æggekage og spiser det til frokost en gang om ugen. Det er typisk om mandagen.
Hvis jeg spiser ude, så har jeg ensidige spisevaner, da jeg gerne går på samme fastfood restaurant. Det er typisk Nadias Sandwich i Aalborg, hvor jeg altid får den samme sandwich. En sjælden gang imellem tager jeg dog på Burger King eller McDonald’s og prøver deres burgere, men jeg har stadig mine favoritter, som jeg holder mig til.

Hygiejne er altafgørende for mig

Jeg går meget op i hygiejne både når jeg selv laver mad, men især, hvis jeg spiser ude. Jeg kan ikke spise et sted, hvor bordene, eller gulvet er beskidt.

Sanseforstyrrelser i forbindelse med mad

Mange autister har en anerledes sansning, som også kan give udfordringer i forbindelse med mad og spisning. For nogle kan det betyde, at man skal tilføje ekstremt meget salt, eller peber i maden før det smager af noget. Jeg skal selv tilføje rigelige mængder af et krydderi før jeg kan smage det i de retter jeg laver. Karry er et eksempel på et krydderi, hvor jeg gerne tilføjer mindst dobbelt dosis. Jeg elsker stærk mad, men er ikke så vild med retter, hvor der indgår for meget chili.
Høresansen kan også være udfordret i forbindelse med måltider. Mange autister er lydfølsomme og tallerkner, der klirrer og mennesker, der snakker i munden på hinanden kan give stress og gøre at man spiser mindre for at slippe væk fra støjen.

Det sociale aspekt

Det er almindeligt at man snakker om hvordan dagen er gået, når man fx sidder og spiser aftensmad med familien. For mange autister, kan det virke overvældende især, hvis man ikke har overskuddet til at snakke. En måde at løse dette problem er at spise alene, hvis det er muligt. Alternativt kan man lave en aftale med sin familie om at bære ørepropper, eller hovedtelefoner under spisningen, hvis man ikke har overskud til at snakke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *