Butter Chicken – Næsten så go’ som på Aarhus Streetfood

| | ingen kommentarer

Butter Chicken er en indisk gryderet, som består af kyllingekød i en sovs med tomater, forskellige krydderier, smør og fløde. Den er populær på indiske restauranter i hele verden. Herhjemme kan man også bestille den på indiske restauranter, eller på Street food markeder i Aarhus og Aalborg. Jeg prøvede den på Aarhus Street food, som jeg valgte at besøge på en varm sommerdag efter et bestyrelsesmøde.

Der var mange mennesker og støj, så det var lidt overvældende at være der, men vi var der heldigvis kun i kort tid.
Jeg synes i øvrigt rigtig godt om Street food konceptet, da det er en kulturel berigelse at kunne prøve mad fra mange forskellige lande.
Dog savnede jeg lidt en bod med arabisk mad, men det kan være, at jeg overså den.



Butter Chicken

Hvorfor Butter Chicken?

Som jeg tidligere var inde på, så var det en overvældende oplevelse at være på Street food. Der var masser af mennesker, støj og andre indtryk, som man skulle forholde sig til. Jeg havde egentlig overvejet at bestille buritos og nachos fra den mexikanske bod, men der var lang kø, så jeg valgte den indiske istedet for. Der var nemlig ingen kø.
Jeg bemærkede at kokken havde en turban på hovedet. Jeg syntes at det gjorde oplevelsen mere autentisk, som om man var i indien. Jeg har dog aldrig været i Indien og ved ikke om kokkene har turban på hovedet der, men nok om det.
Jeg spurgte kokken om de kunne anbefale en ret, der ikke var alt for stærk. Han anbefalede Butter Chicken.

Jeg skal spise maden- ikke omvendt!

Jeg bryder mig ikke om mad, der er alt for stærk. Jeg kan godt lide mad med chili, men det skal doseres i små mængder og helst være den milde variant, da det i store mængder lammer smagsløgene og ødelægger maden. Desuden svier det også næste dag, når man skal af med det igen.
Det skal ikke være sådan at maden spiser mig. Der er Butter Chicken et godt valgt, da det er en ret, hvor der var en god balance mellem mild og stærk.
Det kan dog sagtens lade sig gøre at gøre retten stærkere. Kokken pegede på noget krydderi eller dressing, som jeg kunne tilføje, hvis jeg syntes den var for mild.



Og nu til opskriften

Jeg har hentet inpsiration til opskriften fra youtube, hvor man kan se, hvordan retten bliver tilberedt af indiske kokke.  I nogle af disse opskrifter bruges et krydderi, der kaldes kasoori methi, som er tørrede bukkehorn blade. Det kan muligvis købes i en af disse Asian butikker, som ligger i de fleste større byer. Dog valgte jeg at bruge koriander blade istedet, da det er mere tilgængeligt og krydderiet indgår også i flere af opskrifterne på Butter Chicken.
Jeg har valgt at dele opskriften op i to dele for overskuelighedens skyld.
Første del handler om marinering af kyllingekødet og anden del er om tilberedning af retten. Med hensyn til sovsen, som hovedsageligt består af tomat, så kan man bruge hakkede tomater fra dåse i stedet for friske tomater, hvis man ikke har det. Jeg brugte 1 dåse hakkede tomater (ca. 400 gram tomater) og 600 gram friske tomater. Det er meget billigere at bruge tomat fra dåse.

Ingredienser

Der skal bruges følgende ingredienser i retten.

Til kyllingen

  • 600 gram kyllingebryst
  • 2 spsk ingefær-hvidløgs pasta
  • 2 spsk cayennepeber, eller chilipulver
  • Salt
  • Olie til at stege i

Til sovsen

  • 1000 gram tomater skåret i både
  • 2 hakkede rødløg
  • 1 fed hvidløg, most
  • 100 gram cashew nødder
  • 2 tsk koriander
  • 1 tsk garam masala
  • 4 spsk sukker
  • 1 spsk chilipulver (kan udelades, hvis man ønsker den mildere)
  • 100 gram smør
  • 6 spsk fløde
  • 1.5 spsk hvidvinsedikke, eller citronsaft
  • Smages til med salt

Tilbehør

  • Ris
  • Friske koriander blade til at drysse oven på retten til sidst

Overblik over ingredienser i Butter Chicken

Billedet herunder viser de ingredienser som indgår i min udgave af Butter Chicken.
Jeg har tilføjet labels ud for nogle af ingredienserne, da det umiddelbart kan være svært at se, hvad det er.
Jeg har glemt at få koriander blade med på billedet. De skal bruges til at drysse ovenpå retten til sidst som pynt og ekstra krydderi.

butter chicken

 

1. del: Marinering af kyllingekødet

Det først man skal gøre er at skære kyllingekødet ud i små stykker og lægge i en skål.
butter chicken

Derefter tager man ca. 25 gram hvidløgsfed og ca. 25 gram ingefær knolde og kommer i en blender, som vist på billedet herunder. Husk at fjerne skrællen fra hvidløggene inden. Man skal også skære skrællen af ingefærknolden og skære dem i mindre stykker.

butter chickenbutter chicken

Når det er blendet så blandes der 2 spsk af det i skålen med kyllingekød. Der tilføjes også cayennepeber og salt efter de mængder der er angivet i ingredienslisten. Bland det med en ske eller gaffel, så marinaden bliver jævnt fordelt.

butter chicken
Sæt skålen i køleskabet med husholdningsfilm over i ca. 30 minutter.

2. del: Tilberedning af Butter Chicken

Det første man gør er at sætte en gryde på en kogeplade og tænde for blusset. Så hældes der lidt olie i gryden og de marinerede kyllinge stykker steges på medium varme til høj varme.

Når de er stegt, så hældes de en skål og sættes til side.

Derefter tilsættes de hakkede løg, olie og en skefuld smør. Det skal have lov at sautere et par minutter på medium varme. Husk at røre, så det ikke brænder på. Når løgene har sauteret tilføjes tomater og cashew nødder.

Doser evt. lidt vand.

Tilføj derefter det moste fed hvidløg, salt, citronsaft, sukker, garam masala og chili pulver.

Rør rundt med en grydeske, så det bliver blandet godt.

Blend det med en stavblender, så det bliver en lind sovs.

butter chicken

Til sidst tilføjes resten af smøret, fløden, kyllinge stykkerne og koriander. Rør rundt og lad det simre i 5 til 7 minutter.

Butter chicken serveres med kogte ris og der drysses friske koriander blade ovenpå retten.

butter chicken

God apetit 🙂

Konklusion: Hvilken en var bedst?

Jeg har været grundig i min research i forhold til denne opskrift. Jeg kunne naturligvis ikke ramme præcis den version af retten, som jeg fik på Aarhus Street Food. Det ville kræve, at jeg havde opskriften og den vil de vel næppe udlevere, hvis jeg spurgte?

Jeg forsøgte alligevel at få det til at ligne så godt som muligt. Den til venstre er min egen version. Det er tydeligt, at der er forskel på sovsen. Min er mere fast i konsistensen, eller nærmest grødagtig og cremet, hvor den anden er lidt mere flydende. Farven er også forskellig. Hvor min er mere rødlig i det og til forveksling ligner makrel i tomat er den anden mere gullig i det.
Med hensyn til smagen er den også lidt forskellig. Min var en anelse mere stærk end den jeg fik på Aarhus Streetfood. Hvis man ikke ønsker den så stærk, kan man halvere mængden af chili krydderi i retten. Begge udgaver af retten var dog cremet og smeltede nærmest på tungen.

Butter Chicken

Min egen Butter Chicken vs Aarhus Street Food’s version




 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jimmy's Verden