Hvis der er noget, der kan gøre mig frustreret, så er det, når man ikke kan få et klart svar. Det oplevede jeg i sidste uge, hvor jeg var til møde med min arbejdsgiver og min mentor på den arbejdsplads, hvor jeg er i praktik.
Målet med mødet var at finde ud af om jeg kunne blive ansat i et fleksjob. Jeg har været i praktik hos et fragtfirma siden starten af januar. Jeg har haft 2 arbejdsdage om ugen. Jeg har passet mit arbejde og kun haft en fraværsdag i perioden.
Hverken ja, eller nej
Arbejdsgiveren var meget tilfreds med min indsats, men ville ikke love, at jeg kunne få job. Jeg var ellers blevet stillet i udsigt at jeg kunne få job, hvis jeg klarede det godt i praktik perioden. Det er ærgerligt, når arbejdsgivere lover noget de ikke kan holde. Det er bedre at melde klart ud fra start at de ikke kan love noget. Så får man ikke en skuffelse.
Min situation er nu, at jeg stopper med at være i praktik, når perioden udløber i slutningen af maj. Derefter får jeg måske svar på om jeg kan blive ansat. Det er altså stadig muligt, at jeg kan blive ansat, men det er usikkert og det er en frustrerende situation at stå i.
Et nej ville have givet mig ro i sindet!
Jeg var på en måde lettet over at jeg ikke havde fået job i første omgang. Dog ville jeg have foretrukket et klart nej, så der ikke var den uvished.
Jeg tror, at jeg ville blive træt af jobbet i længden, da det er meget rutinepræget og monotomt. Der er for lidt udfordringer i jobbet. Jeg forestiller mig også, at pakkesortering er en af de første brancher, der blive overtaget af robotter. Det kan nemt ske indenfor de næste 5 til 10 år.
Når det er sagt, så har jeg været glad for at være der.
Det sociale har ikke været en udfordring. Det har faktisk været en positiv oplevelse at møde så mange nye mennesker. Jeg er ikke personen, der har svært ved at tage kontakt til folk og snakke med dem. Jeg havde heller ingen problemer med at tale med de udenlandske kollegaer, da jeg er god til engelsk.
Dog har jeg haft svært ved smalltalk og det sjov man laver med hinanden på en arbejdsplads. Der har jeg ikke rigtig kunne følge med.
Hader uforudsigelighed
En af mine vanskeligheder ved praktikken har været uforudsigeligheden. Jeg har stået fast og sorteret små pakker sammen med en kollega. Problemet var at jeg aldrig rigtig vidste, hvem jeg skulle stå sammen med den pågældende dag. Der var en periode, hvor jeg stod fast sammen med en kvinde om mandagen, men hun blev flyttet til en anden arbejdsopgave og så kom der en helt ny kollega, som jeg skulle forholde mig til. Det gjorde mig en smule irriteret nogle gange. Jeg foretrækker at vide på forhånd, hvem jeg skal arbejde sammen med.
Manglende fleksibilitet
En anden af min vanskeligheder ved praktikken er, at jeg er ufleksibel. Jeg kan ikke bare, som mine kollegaer flyttes rundt og løse andre arbejdsopgaver, hvis de har behov for det. Eller det var hvert fald arbejdsgiverens vurdering.
Jeg ved ikke helt om jeg var enig i den vurdering. Det har jo aldrig været forsøgt.
Dog kom den manglende fleksibilitet til udtryk, da arbejdsdage pludselig blev ændret med meget kort varsel. Oprindeligt arbejdede jeg tirsdag og torsdag, men der var ikke meget at lave på de dage. Derfor foreslog min arbejdsgiver en dag at ændre mine arbejdsdage til mandag og onsdag istedet for. Det indvilgede jeg i selvom det hurtigt gik op for mig, at det var meget stressende for mig at få ændret min arbejdsuge med så kort varsel.
Job er stadig muligt, men udsat til senere
Det er stadig muligt at jeg kan blive ansat, men svaret er udsat på ubestemt tid. Jeg kan ikke vide om jeg får svar i slutningen af maj, hvor jeg stopper i praktik. Arbejdsgiveren var meget tøvende på det punkt og min mentor kan heller ikke give noget klart svar på det.
Der var dog nogle indikationer i samtalen, som får mig til at tænke at jeg ikke får jobbet. Jeg har allerede nævnt det med den manglende fleksibilitet, men der var også noget med et dyk i deres aktivitetsniveau i sommerperioden. Det sidste åbner dog mulighed for, at jeg kan blive ansat efter sommerperioden, men så skal jeg gå og vente på et job, som jeg måske ikke får. Så er det måske bedre at komme videre med jobsøgningen og finde noget andet, når jeg ikke er så interesseret?