Jeg er særligt sensitiv

| | ingen kommentarer

Jeg er autist og skriver også blogindlæg om de vanskeligheder, jeg har, men også om styrkerne. Det gør jeg, da jeg gerne vil bidrage med viden og erfaringer, der kan hjælpe andre autister og deres pårørende.
I dette indlæg, vil jeg berette om at være særligt sensitiv, som er en del af det at være autist. Det skyldes at autisters hjerne er meget anerledes. For at sige det lidt populært, så har vi ikke det filter, som mennesker uden en autismediagnose har. Vi kan derfor blive overvældet af sanseindtryk, hvilket gør os udmattede og kan i sidste ende føre til stress.  

Hvad betyder det at være særligt sensitiv?

Som autist, bliver jeg næsten dagligt udfordret af sanseforstyrrelser. Når jeg går en tur i supermarkedet for at handle ind, så bliver jeg overvældet af sanseindtryk. Det kan være gråd fra børn, mennesker der snakker, kundevogne og palleløftere, der bliver trukket hen over gulvet. Desuden er der alarmer og bip lyde, som ofte kommer helt uventede. Selv lyset fra lysstofrørene kan virke forstyrrende. Det er alt sammen noget som mennesker uden en autismediagnose bare lader passere. Anerledes er det for mig, da disse sanseindtryk virker meget forstærkede og bliver hurtigere drænet af dem, da jeg ikke har et filter.

De mest udbredte sanseforstyrrelser, som man kan være udsat for er lyd, lys, lugt og berøring. Jeg har allerede forklaret lyd og lys, så jeg mangler at forklare lugt og berøring. Lugt handler om at man ikke kan klare visse lugte, som fx parfume. Berøring er når man er særlig sensitiv overfor berøring. Selv vægrer jeg mig ved at give håndtryk til andre fordi jeg føler det går for tæt på. Det er selvfølgelig endnu værre, når det er en krammer.



Håndtryk og krammere kan være ubehagelige

Det kan være svært for omgivelserne at forstå, at man har svært ved at give håndtryk og krammere. Er man til en familiefest, så bliver det nærmest taget for givet, at man giver håndtryk til alle, når man hilser på dem. Det kan iøvrigt være vanskeligt at være til en familiefest, da der også er støj for mange mennesker, der snakker.
Min nærmeste familie ved at jeg ikke bryder mig om at give håndtryk og tager også hensyn til det, men er jeg til konfirmation, så orker jeg ikke at forklare alle de mange fremmede mennesker, hvorfor jeg ikke giver hånd.
Værre er det at blive tilfældigt berørt af en fremmed, som skete for mig, da jeg for et års tid siden var i praktik i fakta. Her var der en kunde i butikken, som helt uventet kom bagfra og lagde hånden på min skulder, da jeg var ved at fylde varer op. Vedkommende gjorde det for at få kontakt med mig, da hun havde et brug for hjælp til at finde en vare. Hun kunne jo ikke se på mig, at jeg var særligt sensitiv. Jeg handlede selvfølgelig professionelt og svarede høfligt på vedkommendes spørgsmål, men efterfølgende tog det mig lang tid at ryste oplevelsen ud af kroppen.  




Hvordan undgår man at blive overældet af sanseindtryk? 

Hvis man konstant udsætter sig for disse sansemæssige belastninger, så kan det føre til stress og andre psykiske reaktioner. Det er derfor vigtigt at bruge nogle strategier, som gør at man undgår at blive overvældet. Man kan gøre sine omgivelser opmærksom på, at man har behov for en pause, når man er til en familiefest, eller på ferie sammen med dem. Det intense sociale samvær med familien kan være meget drænende, så der er behov for at genoplade batterierne. Min familie ved godt, at jeg har behov for at trække mig engang imellem for lige at trække vejret. Det samme gælder på arbejdspladsen, eller i skolen. Her kan man også prøve at aftale med chefen om der kan tages nogle særlige hensyn på arbejdspladsen. Det kunne fx være at man får lov til at sidde i et kontor for sig selv, eller om man kan få nogle Bose støj-reducerende høretelefoner. Disse hovedtelefoner tager toppen af støjen, men det er stadigt muligt at føre en samtale. Når man har hovedtelefonerne på, signalerer man også til omverdenen, at man ikke ønsker kontakt. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jimmy's Verden