Mascarpone er en flødeost, som er hovedingrediensen i Tiramisu.
Man kan spare lidt penge ved at lave mascarpone fra bunden. Det er især penge at spare, hvis man har en rest piskefløde i køleskabet, som skal bruges, eller der er tilbud på fløde i ens lokale supermarked. Det gode ved Mascarpone er, at når man har lavet det, så kan det fryses.
Opskrift på Mascarpone
Her er der et billede af de ingredienser og redskaber, som vi skal bruge.
Ingredienser
- 1 liter piskefløde (38%)
- 2 – 3 spsk citronsaft
Redskaber
- 1 stykke ostelærred, som kan dække en sigte (kan købes i stof og stil til 12,95 kr./meter )
- Sigte
- Gryde
- Stegetermometer
Det første, man skal gøre er at sætte en gryde på kogepladen og hælde fløden i gryden. Derefter skruer man op for blusset (ikke fuldt blus). Jeg plejer at røre lidt rundt i gryden med en træske, så det ikke brænder på. Jeg sætter også mit stegetermometer ned i fløden, da fløden skal varmes op til 85 grader.
Når temperaturen når 85 grader, så hælder man citronsaften i og rører rundt indtil massen bliver lidt tykkere. Derefter sætter man gryden ind i køleskabet, hvor det skal stå i 12 timer.
Når der er gået 12 timer, tager man gryden ud af køleskabet og hælder fløden over i en sigte, som er dækket med et osteklæde, som vist på billederne herunder. Derefter dækker man flødemassen med et stykke plast folie og sætter den ind i køleskabet igen, hvor den skal stå i 12 timer mere indtil, at den får en mere fast konsistens.
Efter, at der er gået 12 timer, så tjekker man om konsistensen af flødeosten er blevet fast, hvis den ikke er det, så skal man røre i det og stille det ind i køleskabet igen indtil det er blevet mere fast. Når flødeosten er blevet fast, som vist på billederne herunder, så kan man hælde det over i en dybtallerken og dække det med et stykke plast folie. Det er nu klar til at blive brugt i tiramisu. Vallen som ligger i bunden af gryden skal man bare smide ud.
Det kan være svært at se, hvad der står på vægten, men jeg fik 539 gram mascarpone ud af opskriften.
Se også min opskrift på ægte italiensk og nem tiramisu!