Den lækreste gulerodskage!

| | 1 kommentar

Lad mig starte med at rette en misforståelse. Gulerodskage er ikke sund fordi der er gulerødder i. Kage er noget man spiser fordi man har lyst til noget sødt 😉
Dette er opskriften på den bedste gulerodskage, som jeg nogensinde har bagt. Kagen smager fantastisk og er lækker og saftig. Det er kagen, som næsten alle kan lide og den kan bages til enhver lejlighed. Jeg bager den hvert år, som fødselsdagskage og tager den med til mine kollegaer på arbejdet.

Kagen består af to lag kage, glasur i midten og grofthakkede valnødder på toppen.

Sådan laver du den lækreste gulerodskage

Til at lave gulerodskage, skal du bruge følgende ingredienser.

Kagen

  • 250 gram hvedemel
  • 2 tsk natron
  • 1/2 tsk fint salt
  • 1.5 tsk kanel
  • 295 ml solsikkeolie
  • 200 gram sukker
  • 200 gram brun farin (kan erstattes med alm sukker)
  • 1 tsk vanilie ekstrakt
  • 4 store æg
  • 300 gram revet gulerødder (ca. 4 til 5 gulerødder af medium størrelse)
  • 100 gram groft hakkede valnødder
  • 65 gram rosiner

Glasuren

  • 1 pk Philadelphia flødeost (naturel)
  • 140 gram flormelis
  • 1 dl piskefløde

Topping

  • 50 gram grofthakkede pecan-/valnødder

Her er et billede af alle ingredienserne, som indgår i min opskrift på den lækreste gulerodskage. Jeg stiller dem altid frem på køkkenbordet, da det giver mig et bedre overblik.

ingredienser i den lækreste gulerodskage
Man kan erstatte pecannødder med valnødder. Jeg brugte ikke pecannødder, da jeg bagte kagen for nylig, da prisen er dobbelt så høj.

Gulerødderne rives og nødderne hakkes groft

Vi starter med at skrælle og rive gulerødderne. Der skal bruges et rivejern og gulerødderne rives groft, som vist på billedet.

Jeg har fået min veninde til at hjælpe mig med at lave kagen. Men jeg har taget billederne.

Hak derefter valnødder groft.

Dejen til den lækreste gulerodskage blandes

Så er det tid til det sjove. Vi skal blande ingredienserne til kagedejen i skåle. Du skal bruge to skåle. En til de tørre ingredienser og en til de våde.

Vi starter med at blande de tørre ingredienser. Bland mel, natron, salt og kanel i en skål.

De våde ingredienser blandes så i en anden skål. Bland olie, sukker, brun farin og vaniljeekstrakt, med et piskeris, så det bliver en glat dej.

lækreste gulerodskage

Samling af dejen – det tørre blandes med det våde

Så skal melblandingen hældes i skålen med de våde ingredienser. Det skal gerne gøres lidt efter lidt, og der skal røres grundigt, så det bliver en lind dej.

Nu skal æggene slås ud i dejen. Tag evt. at slå et æg ud i dejen ad gangen og rør rundt.

Endelig tilsættes revne gulerødder, rosiner og nødder til skålen med dejen, og der røres rundt.

Kagebunde til den lækreste gulerodskage bages

Så skal vi bage kagebundene. For at gøre det, skal vi bruge to springforme. Det er vigtig, at de har samme størrelse, da kagen ellers kommer til at se mærkelig ud.

Det første, man skal gøre er at smøre formene indvendigt med olie. Derefter skærer man to stykker bagepapir ud, så de passer i bunden af formene.

Fordel dejen ligeligt mellem de to forme.

lækreste gulerodskage - dejen i forme

Så skal kagebunde i ovnen. De skal have 35 til 40 minutter på 175 grader varmluft.

Du kan teste om de er færdig bagte ved at putte bagenden af en tændstik ned i dejen og hvis der ikke kommer noget op, så er de good to go.

Sådan ser kagebundene ud, når de er færdigbagte.

Lad dem køle lidt af.

Glasuren blandes

Imens blandes glasuren.

Start med at hælde en pakke Philadelphia i en skål og tilsæt derefter flormelis samt piskefløde og rør rundt indtil det er blevet glasur, som vist på billedet til højre.

Kagen samles

Så er det tid til at smøre glasuren på kagen og samle den.

Frigør kagebunde fra springforme og læg den ene bund på en tallerken. Smør bunden med et tykt lag glasur og læg den anden bund ovenpå.

Hak derefter nogle valnødder groft og fordel dem på toppen af kagen.

lækreste gulerodskage

Så er kagen færdig!

Den kan sagtens holde sig 3 til 4 dage i køleskabet.

Kommentarer

  1. Søren Buur Thuesen siger:

    Hej Jimmy!

    Den kage ser rigtig lækker ud!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jimmy's Verden