Mine bedste råd til unge på spektret!

Jeg har for nylig læst Stephen King’s mesterværk ”22.11.63”.
Bogen handler om gymnasielæreren Jake Epping, der begiver sig ud på en spændende rejse tilbage i tiden for at forhindre mordet på den amerikanske præsident John F. Kennedy. Kennedy blev dræbt af snigskytten Lee Harvey Oswald, mens han kørte gennem gaderne i Dallas i en åben bil.  

Bogen har fået mig til at tænke: Hvad nu hvis jeg kunne rejse 20 år tilbage i tiden. Hvilke råd vil jeg så give mit yngre jeg?
Det mest oplagte råd er ”Sæt alle dine penge i Google og Apple aktier og behold dem de næste 20 år!”
Havde jeg gjort det, så havde jeg været mangemillionær i dag.
Men penge er jo ikke alt, og der er også andre råd, som jeg vil give Jimmy på 20 med på vejen.
Råd der måske kunne hjælpe mig med at undgå fejl og blive et bedre menneske.  

Bliver livet nemmere med alderen?

Jeg blev 40 år sidste år. Jeg er derfor ikke helt ung længere og jo ældre man bliver jo mere livserfaring får man jo. Men er livet så blevet lettere?  
Næh det er det ikke!
Jeg har selvfølgelig en masse livserfaring, men jeg kæmper stadig med tankemylder og har også svært ved at slappe af. Der er altså ikke faldet mere ro på mig med årene.
Til gengæld, har jeg udviklet mig markant på det sociale område. Da jeg var 20 år, havde jeg ingen venner.
Jeg var bange for at møde nye mennesker og sad kun i min ”hule” og spillede computer, eller så TV.

Min rejse ud af ”hulen”

Min rejse ud af hulen har budt på mange lærerige og spændende oplevelser igennem de sidste 20 år.
Jeg har bevæget mig fra at have ingen venner til i dag at have to nære venner, der også befinder sig på spektret.
Sammen deler vi oplevelser som biografture, besøg på barer og fælles madlavning. Vi hjælper også hinanden og udveksler råd om de udfordringer, som hverdagen byder på.
Jeg har lært meget om mig selv igennem mine venskaber. Det har givet mig en stor selvindsigt, at kunne spejle mig i andre, som også er på spektret.

Min rejse har også budt på mange dates og i dag er jeg ikke bange for at tage kontakt og have en samtale med kvinder, som jeg aldrig har mødt før.

Jeg har også et fleksjob, som jeg passer, er mødestabil og meget pligtopfyldende. For 20 år siden kom jeg næsten altid for sent og jeg pjækkede meget fra skolen.  
Så jeg er da lidt stolt over de fremskridt, som jeg har gjort.     
Det var svært at forestille mig at mit liv udviklede sig på den måde, da jeg var 20.

Så mit første råd er:

Vær tålmodig

En af mine bedste venner sagde for nylig at han ikke har travlt med at få en kæreste. Hans svar var ”det kommer, når det kommer”. Det er også sådan jeg selv ser på det i dag. Men da jeg var 20, var jeg frustreret over at jeg ikke havde en kæreste.
Jeg var forelsket i en kvinde, hvor følelserne ikke var gengældte, og efter denne oplevelse, havde jeg svært ved at forestille mig, at nogen kvinde ville have mig.
Men så blev jeg 30 år og så gik det virkelig stærkt!
Der begyndte jeg på netdating og i starten var jeg selvfølgelig meget nervøs, men efter en håndfuld dates fik jeg mere styr på det.  

Jeg har mødt mange kvinder i mit dating liv og har også været i en del kortere forhold med blandet succes.
Der har været et par dårlige oplevelser, som jeg nok ville have været foruden. Men generelt, har det været en spændende rejse, hvor jeg har lært meget om mig selv.

Så mit råd til Jimmy på 20 år er: ”Hav tålmodighed. Du skal nok finde kærligheden en dag!”

Vær modig, åben og ærlig

Men selvfølgelig kommer intet bare af sig selv. Man må også selv gøre en indsats. Jeg ville aldrig have startet på dating, hvis jeg ikke også havde modet til at springe ud i det.
Jeg tror grunden til, at jeg har haft succes med min dating er, at jeg har været åben og ærlig om min diagnose. Jeg skriver godt nok ikke altid i min profiltekst, at jeg har Aspergers, men jeg skriver det altid i en af de første beskeder.
Inden, vi aftaler at mødes skriver jeg også gerne, at jeg har svært ved at fastholde øjenkontakt og at jeg er meget lydfølsom (især relevant, hvis mødet foregår på en café).   
Det har aldrig været svært at sige det. I starten var jeg måske lidt nervøs over, hvad min date tænkte om mig, når jeg skrev, at jeg har Aspergers.
Nu føles det helt naturligt at være åben om det og jeg vil faktisk blive mere nervøs ved ikke sige det. For det er tydeligt hos mig, at jeg har svært ved at holde øjenkontakt.
Hvis jeg kunne møde Jimmy på 20, så vil jeg sige at der ikke er noget farligt ved at være åben om sin diagnose.
Dette råd kunne jeg også godt have brugt, da jeg startede på universitetet, eller på datamatiker uddannelsen. For der var jeg ikke åben om det.
Måske kunne det have sparet mig selv for en del misforståelser og konflikter på min uddannelse?

Opsøg autismefælleskaber og få autistiske venner

Da jeg var 20 år fandtes der ikke mange tilbud til autister. Selv var jeg tilknyttet Autismecenter Nordbo og da jeg var i 30’erne, blev jeg medlem af Aspergerforeningen og begyndte at komme på mødestedet i Aalborg. Her mødte jeg en af mine bedste venner, som jeg stadig har i dag.

I dag findes der mange tilbud til unge på spektret, herunder foreningen Autisme Ungdom.
Jeg er ikke klar over om de har mødesteder, men jeg vil foreslå unge på spektret at blive en del af deres fællesskab. Det kan også være et godt sted at finde nye venner, som man kan spejle sig selv i.

Lad være med at sammenligne dig selv med andre

Da jeg var 20 år følte jeg aldrig, at jeg var god nok!
Det er stadig noget jeg kæmper med den dag i dag. Dengang havde jeg svært ved at forstå, at jeg ikke kunne gå på gymnasiet og have et fritidsjob, som andre unge.
Jeg ville gerne forsøge at være som andre jævnaldrene unge.
Jeg havde en kort periode, hvor jeg faktisk gik i Jomfru Ane gade alene, eller sammen med en ven, som jeg havde dengang. Jeg gik meget op i det og købte mærkevarer tøj for at blende ind med andre unge mennesker.
Men jeg blev ikke set af andre, scorede ingen damer og fik heller ingen nye venner af den grund.

Jeg endte med at føle mig udbrændt og vende tilbage til mit gamle jeg. Mærkevaretøj blev skiftet ud med slidte jeans, hullede sko og generelt kikset tøjstil.
Så meget energi spildt på at forsøge at leve op til mine egne og andres forventninger!

Så mit sidste, men nok også det vigtigste råd til Jimmy på 20 er:

Pas på dig selv!

At jeg skal turde sige fra og blive bedre til at give udtryk for mine behov. Det er noget jeg fortsat skal arbejde på og jeg ved, at det også bliver en udfordring for mig de næste 20 år. Det er let at sige, at man skal være sig selv. For at være sig selv kan også være problematisk.  
For eksempel har jeg ikke altid lyst til at smile eller hilse på mine kollegaer. Især ikke på dårlige dage, eller når jeg har travlt.
Selvom det kan være svært, forventes det af mig, at jeg holder masken.
Hvis jeg ikke hilser, eller smiler til mine kollegaer, så kan de tro, at jeg er sur.  
At hilse og holde øjenkontakt er svært for mig, men jeg skal stadig øve mig i det. For det forventer min chef, at jeg gør.  

Al den selvindsigt havde Jimmy på 20 år selvfølgelig ikke og jeg kommer aldrig til at kunne rejse tilbage i tiden og give ham gode råd.  
Men det er mit håb at min tekst kan hjælpe unge på spektret.