Jeg har overvejet selvmord masser af gange

| | 1 kommentar

Fornylig fik jeg besked fra en ven om at en af vores fælles bekendte havde begået selvmord. Han havde også Aspergers Syndrom og var jævnaldrene med mig.
Jeg kendte ham som en meget venlig og omgængelig person, der altid var den der snakkede i et selskab med andre. Han viste ingen tegn på at være træt af livet imens jeg kendte ham, tværtimod.
Han virkede til at være glad og syntes at være tilfreds med sin tilværelse.

Nyheden om hans selvmord chokerede mig. Selvom det efterhånden er flere år siden, at jeg har haft kontakt med ham, så har det alligevel påvirket mig meget.
Jeg var på arbejde og tog det egentlig relativt roligt først. Jeg måtte lukke tankerne ude og koncentrere mig om arbejdet. Det gik også godt, men så snart jeg kom hjem var jeg fuldstændig smadret og lagde mig i sengen for at tage en lur. Jeg kunne slet ikke fatte at det var sket og blev meget ked af det indeni. Tror også det mindede mig om at mit liv er skrøbeligt. Kan jeg komme så langt ud at jeg også vælger at tage mit eget liv?

Jeg ville ønske, at jeg kunne svare klart NEJ på det spørgsmål. Men det kan jeg desværre ikke. Sidste år, havde jeg det forfærdeligt i løbet af sommeren. Det var som om at jeg ikke kunne holde ud af at være i min egen krop. Jeg vandrede hvileløst rundt i min egen lejlighed og følte at jeg var ved at blive kvalt. Det eneste tidspunkt, hvor jeg kunne få lidt ro var når jeg sov.
Det var vildt ubehageligt og ikke noget jeg ønsker at opleve igen.
Dengang overvejede jeg selvmord. Men jeg valgte i stedet at gå til lægen og kom på medicin igen. Det blev min redning!

Autister er forhøjet risiko for at begå selvmord

Tilbage til min ven, der valgte at tage sit eget liv. Det er meget tragisk, når et så ungt menneske tager sit eget liv. Men det sker desværre ofte, at det er autister, der begår selvmord.
Undersøgelser fra udlandet har påvist at selvmordshyppigheden er højere blandt autister end neurotypiske personer.
Det er ikke usædvanligt at en af årsagerne er depression, som ofte går hånd i hånd med autismen.

Jeg har selv kendt til 3 personer med Aspergers Syndrom, som har taget sit eget liv indenfor en årrække på 13 år.

Min egen skrøbelighed

Selvmordet har sat gang i tanker om min egen skrøbelighed. For hvordan kan en ung mand, som tilsyneladende virkede som en der trivedes, tage sit eget liv?
Jeg har svært ved at forstå det.
Men jeg har nok heller ikke kendt ham godt nok. Det er ved at være et par år siden, at jeg sidst havde kontakt med ham. Og jeg har forstået, at han har haft det forfærdeligt op til selvmordet.
Det har ramt mig meget hårdt, da det har mindet mig om min egen skrøbelighed.

Jeg har selvfølgelig meget ondt af ham og hans efterladte

Når et menneske tager sit eget liv, så påvirker det så mange andre mennesker. Især bliver det hårdt for de nærmeste, som skal leve med skyldfølelsen og sorgen resten af deres liv. Kunne de have været mere opmærksom, eller gjort noget for at forhindre det? Det er nok nogle af disse tanker, som hans nærmeste pårørende sidder med lige nu.

Jeg forstår ham

Mange virker fordømmende overfor mennesker, der begår selvmord og har travlt med at dømme det som en egoistisk handling. Det virker som om de ikke forstår, at man kan have det så skidt at man ikke kan se andre udveje.

Jeg har selv været svært deprimeret i perioder og har også flere gange overvejet selvmord. Så jeg forstår ham, selvom jeg aldrig selv har forsøgt selvmord og nok heller aldrig kommer til det.

Jeg har valgt at leve livet med de op og nedture der er.
Men når jeg er svært deprimeret, så kommer jeg ofte til at tænke på, hvordan det vil være, hvis jeg er ikke er her mere. Og har også overvejet at hoppe ned fra en bro, men det bliver heldigvis altid ved tanken. Jeg tror ikke, jeg vil have modet til at gøre det, når det kommer til stykket.

Selvmord er en trøst, men jeg har ikke et ønske om at dø!

Mange vil nok blive skræmt over at læse dette indlæg. Men for mig er selvmordstanker en helt naturlig del af livet. Jeg har overvejet selvmord masser af gange. Men det betyder altså ikke at jeg ønsker at dø. Og der er heldigvis meget langt fra tanke til handling, når det gælder selvmord.
Men det kan virke som en trøst at have muligheden for at tage nødudgangen, hvis ens liv bliver alt for kaotisk og svært.

Jeg tror der er mange autister, som har oplevet selvmordstanker flere gange i deres liv.
Det er vilkårene ved at leve med tilbagevendende depressioner.
For mig hjælper det at tænke på at jeg altid kommer ovenpå igen. Og det er nok den erkendelse, der er med til at holde mig i live.

Er du selvmordstruet, så tag kontakt til Livslinien



Kommentarer

  1. Søren Buur Thuesen siger:

    Hej Jimmy!

    Du formulerer dine tanker på en skarp og nøjagtig måde. Jeg kan sagtens relatere. Én ting er at overveje selvmord som en mulig løsning, medens en anden ting er at planlægge udførelsen.

    Det er måske et tabubelagt emne for mange personer, men det er en fuldt ud legitim tanke at få, der bør anerkendes og bearbejdes af kyndige fagpersoner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jimmy's Verden