Som barn kunne jeg ikke udsætte behov.
Op til jul havde jeg en julesok på mit værelse, hvor der blev lagt en lille gave, når mine forældre gik i seng. Det var en lille ting, typisk et stykke chokolade.
Da jeg vidste, at mine forældre lagde en gave i sokken, så sov jeg elendigt om natten. Jeg vågnede midt om natten for at tjekke, hvad der lå i den. Hvis det var chokolade, spiste jeg det også.
Den forstyrrede søvn gjorde selvfølgelig at jeg ikke var frisk om morgenen og sov i timerne.
Som barn kunne jeg ikke udsætte mine behov
Eksemplet med julesokken fra min barndom er et af de eksempler som står mest tydeligt i min erindring på et behov, som jeg ikke kunne udsætte. Det skyldes især, at JEG var årsagen til, at det blev afskaffet. Min bror, som ikke er autist, fik ikke forstyrret sin søvn.
Det viser, at der kan være behov, som kan fylde så meget, at de kan være destruktive. I mit tilfælde ødelagde julesokken min nattesøvn og medførte, at jeg sov i skoletimerne.
I mit ungdoms- og voksenliv har jeg også haft behov, som har fyldt alt for meget, at de har taget fokus fra andre ting, som skal laves.
Ting man skal og ting man har lyst til
Mon jeg er den eneste, der synes det er sjovere at spille computer end at skrive tysk stil?
Jeg må indrømme, at jeg havde virkelig svært ved at tage mig sammen til at lave lektier i skolen. Når jeg kom hjem fra skolen, var jeg fuldstændig kvæstet efter en lang dag. Derfor slappede jeg gerne af ved at se tv, eller spille computer.
Det er allesammen noget som havde og har en afslappende effekt på mig. Problemet var bare, at jeg kunne fortsætte med dette i timevis og det først gik op for mig kl. 23 om aftenen, at jeg havde en aflevering for i tysk til næste dag. Det betød at jeg blev mega stresset og måtte udsætte mit behov for søvn (selvom jeg havde behov for søvnen) og dette negative mønster gentog sig desværre rigtig mange gange i min skoletid.
Jeg var doven i skolen, men aldrig ligeglad, og trods mit ungdommelige sløvsind formåede jeg at gennemføre min uddannelse.
Ting skal interessere mig og give mening
Overspringshandlinger er, når man udsætter de kedelige pligt-ting for istedet at lave de ting, som man har lyst til at lave.
Jeg har altid været meget selektiv med de ting, som jeg vil lave. Det skal interessere mig og give mening før jeg gider at bruge tid på det. Hvis det keder mig, som fx fagene biologi og tysk gjorde på HF, så lukker jeg fuldstændig af.
Men lektierne skal jo laves, så jeg må virkelig tvinge mig selv til at lave dem, selvom det frustrerer mig meget.
Det er ikke meget anerledes, når jeg starter på en ny serie på Netflix. Men forskellen er at der behøver jeg ikke at fortsætte. Hvis serien ikke interesserer mig indenfor de første 30 sekunder, så stopper jeg med at se den.
Jeg burde nok give serien en chance. Fx kunne jeg se det første afsnit af den. Nogle serier skal måske lige igang før de bliver spændende.
Hvordan undgår man overspringshandlinger?
Det aldrig er lykkedes for mig at gennemføre dette 100%, men måske burde jeg have haft en plan for dagen.
En plan, hvor jeg startede med at lave de kedelige ting og derefter kunne jeg så lave de sjove ting som fx at spille computer, eller se tv.
En eller anden form for belønning kunne sikkert have motiveret mig til at tage mig sammen og få lavet de kedelige ting først.
Hellere spare op fremfor at bruge penge
En ting, som jeg altid har været god til er at spare op. Da jeg var 13 år fik jeg mit første job som avisbud. Det var egentlig ikke mit første job, da jeg nogle år tidligere tjente lommepenge ved at vaske op derhjemme.
Men jobbet som avisbud var mit første rigtige job. Det lærte mig noget om at have et ansvar. Avisen skulle jo ud, uanset om det var regn eller slud. Og det lærte mig også at spare op.
Jeg købte min første computer og racercykel for de penge, som jeg sparede op fra at gå med aviser. Jeg valgte også at sætte en del af mine penge i aktier. Dette har givet mig et pænt afkast igennem årene, men bestemt ikke noget, som jeg er blevet rig af. Det skyldes, at jeg er meget forsigtig og ikke tager for store risici med mine penge. Jeg kan ikke lide at tabe penge.
Det har aldrig været let for mig at bruge penge. Jeg tror grunden til dette er at min indtægt altid har været lav. Men jeg vil sige, at jeg er blevet bedre til det med tiden. Men det er stadig sådan, at jeg skal spare op til en større ting.
Er autister mere sparsommelige?
Jeg har egentlig indtryk af at autistiske mennesker er lige så forskellige som alle mulige andre mennesker, hvad angår penge. Nogle bruger dem lige så hurtigt, som de får dem og tager lån, mens andre sparer op. Jeg har ikke noget empiri, der dokumenterer, at det forholder sig anerledes.
Nice to have vs Need to have
Kunsten er at kunne skelne mellem de ting, der er nødvendige for at kunne overleve og de ting, som kunne være dejlige at have. Nødvendige behov er mad og drikke. Jeg bruger måske lidt for mange penge på mad, men det er også en særinteresse for mig. Jeg kan godt lide at lave god mad fra bunden med friske økologiske råvarer. Kunne aldrig drømme om at spise færdigretter, eller McD. Det er mad af meget ringe kvalitet efter min mening.
Nice to have behov er derimod de behov som kan udskydes. Det er gadgets og større ting, som fx en ny computer. Det er behov som jeg altid har været god til at udsætte. Ja faktisk er jeg blevet meget bedre til det med tiden. Idag køber jeg kun en ny telefon, hvis den gamle er stået af og jeg køber aldrig topmodellen, da den som alt muligt andet elektronik falder lynhurtigt i værdi.
Budget, madpenge og ønskeliste
Istedet for at gå ud og købe nye ting, som kun gør mig glad i kort tid, så skriver jeg dem på en ønskeliste. På den måde har jeg noget at ønske mig til jul, eller til min fødselsdag. Det er en af de strategier, som jeg bruger til at udsætte behov.
At lave budget og hæve “madpenge” hver uge kunne være en anden strategi. Jeg laver ikke budget, men følger mit forbrug løbende via netbank og bestræber mig på, at der er balance mellem indtægter og udgifter.
Jeg kan være meget utålmodig især, når jeg er stresset
Hvis der er noget, der kan være frustrerende, så er det at stå i en lang kø i en butik. Her kommer min tålmodighed på prøve. Det er lidt ligesom i trafikken, hvor alle de andre er nogle idioter og aldrig en selv.
Hvorfor skal den gamle mand, der er ved at blive ekspederet bruge så lang tid på at fumle med sit kort? Kan han da ikke se at blive færdig, så det kan blive min tur? Og hvorfor kan den dumme ekspedient ikke finde ud af at åbne en kasse til, så det kan gå hurtigere.
Selvom jeg i enkelte pressede situationer måske har haft disse tanker, så er det aldrig noget, som jeg har brokket mig højlydt over. Måske har jeg en enkelt gang, eller to forladt butikken på en demonstrativ måde.
Når jeg tænker dybere over det, så er mine tanker selvfølgelig ikke rimelige. Det kunne jo være at den gamle mand havde svært ved at huske sin pinkode. Og den “dumme” ekspedient kunne jo være presset og dermed ikke have set, at der var et behov for at åbne en ekstra kasse.
Har behov for klare og hurtige svar
Mange kender sikkert den frustration, som kan være forbundet med at vente lang tid på et svar. Det kunne være, at man venter på en afgørelse fra kommunen, eller man har været til en jobsamtale og afventer svar. Når man er i den situation vil man formentlig føle sig meget usikker og urolig. Man tjekker dagligt, eller flere gange dagligt sin e-boks, eller mail for at se om der er kommet et svar. Men svaret trækker ud og der er ikke noget at gøre andet end at vente.
Jeg har selv stået i den situation masser af gange og ved, hvor frustrerende det er at vente. Jeg føler det som om mit liv er sat på standby i den periode, hvor jeg afventer svar. Jeg kan ikke fokusere på andet end at vente på svaret. Først når jeg får svaret, får jeg mere ro på og kan fortsætte mit liv.
Den svære kunst at udsætte behov
Jeg synes jeg er blevet bedre til at udsætte mine behov med alderen. Især de materielle behov, eller behovene for at have den nyeste telefon, eller computer. Det betyder ikke så meget for mig mere. Jeg gider ikke alt det forbrug. Jeg vil hellere leve mere bæredygtigt og minimalitisk. Istedet for at købe gadgets og ting, som kun giver mig kortvarig glæde, vil jeg hellere bruge mine penge på oplevelser, eller at lave et godt måltid mad.
Jeg har kun berørt en del af mine behov i dette blog indlæg.
Jeg er ikke kommet ind på de seksuelle behov selvom de fylder rigtig meget for mig i perioder. Det er noget jeg vil overveje at skrive om i et senere blog indlæg, men det kræver mod at åbne op for den side af livet.