Det mørke hul – om autisme og depression

2:51 | | ingen kommentarer

Har man før haft en depression, så kender man formentlig følelsen af at falde ned i et mørkt og dybt hul.
Jo dybere man falder des mørkere bliver der og jo flere kræfter skal der bruges på at klatre op igen.
Da selv den mindste kraftanstrengelse kræver overvindelse, kan det føles uoverskueligt at klatre op igen. Men man er nødt til at gøre forsøget. Man kan jo ikke leve uden lys.

Om at leve på kanten af det mørke hul

Nogle mennesker lever tættere på kanten end andre. For dem skal der ikke meget mere end et vindpust til, at de mister balancen og falder ned i hullet.
Jeg er en af dem som lever tættere på kanten og denne skæbne deler jeg med mange andre autister. Depression er en af de mest udbredte tillægsdiagnoser.
Der kan være mange årsager til depression. For mig, har det ofte været en kombination af følgende årsager.

  • Stress
  • Følelsen af ikke at passe ind
  • Manglen på dagslys (vinterdepression)

Stress kan udløse depression

Hvis man igennem længere tid har et for højt stressniveau, kan man risikere at få en depression.
Det er sket for mig, når jeg ikke har kunnet leve op til mine egne, eller andres forventninger. Når det fx ikke er lykkes mig at gennemføre et projekt, som jeg har arbejdet på i længere tid.
Nederlaget over ikke at kunne levere det, som man selv forventer, eller andre forventer af en efterlader hos mig en følelse af at være en fiasko.

Mange af mine depressioner skyldes, at jeg ikke er lykkedes med at gennemføre et projekt, som jeg sat mig for at løse.
Et eksempel var, da jeg gik på uni og valgte at skrive projekt om et spændende, men også meget svært emne. Jeg kan huske, hvordan jeg sad oppe det meste af natten og læste og læste, men fik ikke noget ud af det. Sådan gik der flere uger og måneder uden at jeg rigtig kom igang med projektet. Jeg vidste simpelthen ikke, hvor jeg skulle starte.
Jo mere jeg sad med projektet des mere fortvivlet blev jeg. Jeg var gået i stå og kom ikke videre. Efterhånden indså jeg at der ikke var anden udvej end at give op. Det var for sent at skifte emne.

Jeg er meget hård ved mig selv

Projektarbejde er et eksempel på, hvor galt det kan gå, når man som jeg har svært ved at få overblik over en opgave. Når jeg skal løse et projekt, så starter jeg altid med at fokusere på detaljerne. Derfor tager det længere tid at få overblik over et projekt.
Det overblik fik jeg dog aldrig.
Som jeg beskrev tidligere sad jeg oppe det meste af natten og arbejdede med projektet. Det var meget nedslående at jeg ikke kom videre og jeg følte mig som en fiasko. Jeg holdt aldrig fri, da jeg hele tiden tænkte på projektet. Derfor gik jeg ned med stress.

Hvis jeg dengang havde den selv-indsigt, som jeg har idag, så havde jeg formentlig inddraget vejlederen mere i forhold til at få lavet en plan. Jeg havde fået bevilget ekstra vejledertimer på grund af min diagnose. Hvis jeg havde brugt vejlederen til at få projektet brudt ned i mindre bidder, så havde jeg formentlig lykkedes med, at få det lavet. Men jeg ærgrer mig ikke længere over den tid, som jeg har spildt. Jeg har lært af mine fejl.

Stress kan forstærke en depression

Jeg får altid en vinterdepression, når efteråret starter. Det var ingen undtagelse sidste år, hvor denne faldt sammen med en renovering af min lejlighed.
Renoveringen var stressende fordi der skete et brud på mine daglige rutiner. Jeg havde håndværkere rendende i tide og utide, men det var heldigvis hurtigt overstået. Derefter kom julen, som også er en stresser bl.a. grundet social overstimulering. Disse to ting gjorde, at jeg røg dybere ned i hullet.
Efter nytår, fik jeg så besked om at min vens søster var omkommet i en trafikulykke. Det gjorde mig frygtelig ked af det og jeg måtte ændre nogle planer, da jeg følte, at jeg var nødt til at være der for min ven. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere den situation. Jeg havde aldrig oplevet at være pårørende til en hvis familiemedlem er død i en ulykke. Det eneste jeg kunne gøre var at besøge min ven og lytte.

Følelsen af ikke at passe ind

Den ensomhed man oplever, når man finder ud af, at man er meget anerledes end de fleste kan også udløse en depression.
Mange autister genkender følelsen af ikke at passe ind. Man kan nærmest føle sig fremmedgjort overfor sine omgivelser.
Dette oplevede jeg i 90’erne, da jeg skiftede skole efter den gamle desværre lukkede.
Jeg kan huske, at jeg kom i skole med min Jeva taske og mit Adidas jogging tøj imens de andre elever havde Eastpak tasker og gik i Diesel jeans og trøjer.
På den gamle skole, blev jeg accepteret for den jeg var, men på den nye var der ingen accept og jeg blev mobbet fra dag 1. Det var et sandt helvede!
Jeg var altid stresset, deprimeret og havde angst for at komme i skole.
Et års tid efter skoleskiftet, fik jeg min diagnose og det åbnede op for, at jeg kunne komme i et specialiseret autismetilbud.
Følelsen af at være anerledes har jeg oplevet mange gange siden. På arbejdspladser, på studiet og til fester.

Manglen på dagslys (vinterdepression)

Jeg oplever altid et voldsomt dyk i mit humør og energiniveau, når det er efterår og vinter. Når der er flere mørke timer end lyse. Så får jeg lyst til at gå i vinterhi, som bjørnene.
Trætheden er forfærdelig. Jeg har ingen energi. Bare en ting som at stå op om morgenen bliver en kæmpe udfordring.
Jeg har har haft vinterdepressioner igennem de sidste 15 til 20 år . De kommer typisk i oktober og er værst fra slutningen af oktober, men aftager så i styrke i løbet af januar og februar måned.  For mig er vinterdepressioner lige så pinefulde som almindelig depressioner. Dog er årsagen forskellig.
Hvor almindelig depressioner fx skyldes en livskrise, eller stress, så er det altid manglen på lys, der fører til vinterdepressioner. Det er også derfor man typisk forsøger at  behandle en vinterdepression med en lysterapi lampe.

Som at være fanget i et mørkt hul!

For mig føles depressioner som at sidde fast i et mørkt hul, eller være fange i en isolationscelle. Man kan ikke slippe ud før ens “straf” er overstået. Det er et ganske ubehageligt sted at være. Man har ingen energi og selv den mindste kraftanstrengelse kræver overvindelse.
Når jeg er deprimeret, så har jeg givet op og er gået i stå. Ting som tidligere gav mening for mig bliver ligegyldige og det eneste, jeg kan overskue er at se film, serier, eller høre radio/podcasts.
Selvbebrejdelser, skyld og følelsen af ikke at kunne gøre noget rigtig fylder også rigtig meget i mine depressioner. Med andre ord, så fylder de mørke tanker meget mere end de lyse.
Men selv i det mørke hul, vil der trænge en lille sprække lys igennem og give håb om bedre tider. For uanset, hvor sort det ser ud, så er der er altid bedre tider i vente.




Fortsættelse følger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jeg bruger cookies til at forbedre brugeroplevelsen og til statistik. Du giver dit samtykke til, at jeg har tilladelse til at bruge cookies ved at klikke videre på min blog, eller klikke på Acceptér. Få flere oplysninger

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk