Asperger på uni – succes, eller fiasko?

18:10 | | ingen kommentarer

Som jeg skrev i sidste indlæg, så var det en sejr for mig at gennemføre en HF-eksamen.
Jeg blev simpelthen så glad, da jeg havde fået huen og troede, at jeg kunne klare det hele. Men jeg blev klogere.

Uni var en stor omvæltning!

Jeg startede med at læse Politik og Administration (Statskundskab) på Aalborg Universitet i 2005. Dengang var jeg 22 år.
Jeg valgte dette studie fordi samfundsfag var det fag som interesserede mig mest på HF.
Det var selvfølgelig en stor omvæltning at starte på universitetet. Det tror jeg det er for alle.

Fest og ballade

Den første tid på studiet bestod mest af fest og ballade.
Selvom jeg ikke deltog i rusturen, gad ikke det hippie pis, så deltog jeg i pubcrawls, fredagsbar og julefrokoster.

Det vildeste var en pubcrawl, hvor der blev kæmpet om hvem der kunne drikke mest og dermed vinde “æren”, at bære en ølhjelm.
Jeg var så dum at jeg legede med på den fjollede leg, og var en af de første, der vandt den tvivlsomme ære af at gå med ølhjelmen.
Det endte desværre med at jeg mistede mine briller og overnattede på en bænk. Dagen efter var jeg meget syg og brækkede mig i sengen.

Større krav til selvstændighed

Når man havde været vant til skemalagt klasseundervisning og at få lektier for, så var det selvfølgelig en stor omvæltning at starte på et universitet.
For der er der ingen klasseundervisning, og man skal selv give sig selv lektier for.

Undervisningen på uni foregik i et auditorium, hvor vi typisk sad mellem 50 og 100 studerende og hørte på en underviser (en forsker eller professor), som holdt forelæsning om et emne, som han/hun havde specialiseret sig i.
Der var ingen mødepligt til undervisningen, men jeg mødte alligevel til alle forelæsninger. Jeg nød virkelig forelæsningerne og sugede så meget viden til, som jeg kunne.

Min autistiske systemtænkning var et problem

Pensum til en forelæsning var ekstremt i forhold til, hvad jeg havde været vant til på HF. Til en forelæsning om Junigrundloven af 1849, kunne der snildt være over 100 sider!
Og jeg troede så, at jeg skulle læse det hele, fra ende til anden.
Jeg kan huske, hvordan jeg konstant havde dårlig samvittighed over at jeg ikke fik læst hele pensum til forelæsningerne.
Jeg fandt aldrig helt ud af, at kunsten var at kunne skelne mellem væsentligt og uvæsentligt og kun læse det væsentligste, som måske kun var 20 sider ud af 100.

Hvem skal jeg være i gruppe med?

På Aalborg Universitet arbejder man med projekter i grupper og den første udfordring på studiet, var derfor, hvem jeg skulle være i gruppe med.
Der var ingen jeg kunne identificere mig med. De andre studerende var mere socialt velfungerende end mig. Jeg var meget stille og genert dengang og følte mig derfor til besvær og tilovers.
Selvom jeg var lidt utryg ved de andre, lykkedes det mig alligevel til sidst at finde en gruppe.

Det var ekstremt hårdt at arbejde i gruppe

Gruppearbejdet var meget hårdt og stressende. Jeg var som nævnt den stille type, som ikke sagde ret meget på gruppe møderne.
Det blev ikke bedre af at jeg ofte ikke lavede de opgaver, som vi aftalte på møderne. Det var ikke fordi jeg ikke forsøgte. Jeg sad ofte oppe hele natten og forsøgte at lave den opgave, som jeg havde fået. Men jeg kom til at fokusere for meget på detaljer, som ikke var relevante i forhold til projektet.
Jeg havde derfor konstant dårlig samvittighed overfor de andre, som bidrog meget mere til projekterne end mig.
Alligevel fik jeg altid en ekstra chance. Det var en meget rummelig gruppe, som jeg var i. Tror ikke det ville have gået idag, men dengang blev man eksamineret som gruppe og ikke individuelt som idag. Derfor havde de nok ikke en interessere i at smide mig ud.

Det gode ved gruppearbejdet

Selvom gruppearbejdet var meget hårdt og stressende, så var der forudsigelige rammer. Der var faste mødetider og to meget stærke og skarpe kvinder, som styrede gruppen.
Når man mødte om morgenen, så havde vi typisk et morgenmøde, hvor der blev evalueret på projektet og opgaverne blev uddelegeret. Derefter satte vi os ved en computer og arbejdede fra kl. 9 til 16 flere dage om ugen.
Jeg tror det var godt for mig at arbejde så disciplineret og struktureret med tingene. Havde jeg siddet alene med projektet derhjemme, så havde jeg ikke fået lavet noget.

Det gik godt det første år, men derefter gik det ned af bakke

Jeg klarede mig nogenlunde godt igennem det første år på uni. Det var først næste år at problemerne for alvor startede.
På andet år dumpede jeg nogle eksaminer og blev derfor bekymret for om jeg nåede at gennemføre min uddannelse på normeret tid.
Som SU-systemet var indrettet dengang, så kunne man max få SU i 6 år og mit studie tog 5 år. Der var derfor ingen grund til at blive bekymret, men de eksaminer, jeg havde dumpet skulle jo tages om. Og hvis jeg dumpede flere, kunne jeg blive forsinket på mit studie. Og hvis jeg blev mere end et år forsinket, kunne jeg miste min SU.
Presset på mig var stort og jeg følte konstant, at jeg var bagud, og ikke gjorde det godt nok.
Jeg havde løbende støttesamtaler med en psykolog, som blev ved med at insistere på, at jeg skulle fortsætte. Selv ønskede jeg dog mest at stoppe fordi jeg ikke kunne klare presset.

Mislykket projekt på 4. semester

På 4. semester (sidste halvdel af andet år) gik det helt galt for mig. Jeg havde været til en spændende og inspirerende forelæsning om diskursanalyse, som var det hotte emne dengang. Det var også det sværeste emne på det semester.
Det var jeg ligeglad med; for jeg var overbevist om, at det kunne jeg sagtens klare at skrive projekt om. Og jeg ville heller ikke være i gruppe med nogen. For jeg kunne klare mig selv, troede jeg.
Jeg læste og læste, men kunne hverken finde hoved og hale i det jeg læste. Der gik dage, uger og måneder, hvor jeg bare sad og stirrede fortvivlet i bøger og på skærmen.
Det lykkedes aldrig for mig at komme igang med projektet og i løbet af foråret gav jeg op og droppede ud af uni.

Derfor gik det galt!

Det gik galt fordi jeg ikke benyttede mig af de muligheder, jeg havde for at få ekstra vejledningstimer og mentorstøtte. Jeg havde fået det bevilget, men benyttede det ikke fuldt ud. Jeg burde have taget vejlederen med på råd om valg af emne på 4. semester. Det var ikke fornuftigt af mig at vælge det sværeste emne på semestret. Jeg tror jeg ville have klaret det bedre med et mere konkret emne.
En anden ting, som jeg gjorde forkert var, at jeg ikke var åben om min diagnose. Jeg burde allerede fra starten af mit studie have fortalt de andre, at jeg havde Aspergers og hvad det konkret betød i forhold til mit studie. Det ville formentlig have gjort min studietid noget mindre stressende.

Når det er sagt, så var jeg glad for at jeg stoppede. Det var ikke det rigtige studie for mig og universitetet var heller ikke det rigtige sted for mig.
Men jeg kender andre Aspergere og autister, som trives godt på universitet og har gennemført sit studie.
Igen er det vigtigt at minde om at der ikke er 2 autister, der er ens!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jeg bruger cookies til at forbedre brugeroplevelsen og til statistik. Du giver dit samtykke til, at jeg har tilladelse til at bruge cookies ved at klikke videre på min blog, eller klikke på Acceptér. Få flere oplysninger

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk